Engelsk matchvinder efter drama: Det er et stort øjeblik

Sport
England kunne juble efter sejren over Colombia efter straffesparkskonkurrence. (Foto: Foto: Carl Recine/Reuters)

Eric Dier satte det afgørende straffespark ind for England, der slog Colombia i et sandt VM-drama.

England er klar til VM-kvartfinalen i Rusland, men holdet måtte grueligt meget igennem, inden sejren lød på samlet 5-4 efter straffesparkskonkurrence mod Colombia.

Tottenham-spilleren Eric Dier satte det afgørende spark ind til 4-3 i straffesparkskonkurrencen efter 1-1 i den ordinære kamp.

- Det var vidunderligt at score sejrsmålet. Det er et stort øjeblik, siger Dier ifølge NTB.

England var på vej mod sejren i den ordinære spilletid, efter Harry Kane havde sat et straffespark ind efter 57 minutter.

Men i det 94. minut udlignede Yerry Mina for Colombia og bragte kampen i forlænget spilletid, som sluttede uden scoringer.

- Det er svært at komme tilbage efter at blive slået ned af et mål i tillægstiden. Men vi gjorde det, siger Dier ifølge AFP.

- Vi var klar. Vi vidste, hvad vi skulle gøre, vi forblev rolige og holdt os til planen. Vi gik på intet tidspunkt i panik i den forlængede spilletid.

England er mange gange i historien blevet sendt hjem fra slutrunder efter straffesparkskonkurrencer, og under træner Gareth Southgate har holdet brugt meget tid på at træne til en sådan situation.

- Skulle det ende i straffespark, måtte det være sådan. Vi var klar til det, siger Dier.

England misbrugte først i konkurrencen ved Jordan Henderson, men derefter brændte Colombias Mateus Uribe med et skud på overliggeren.

England-keeper Jordan Pickford blev derefter helten, da han reddede forsøget fra Carlos Bacca.

- jeg er glad for at kunne hjælpe holdet på den måde. Vi fortjente sejren, siger Pickford.

England skal i kvartfinalen på lørdag møde Sverige, der tidligere tirsdag besejrede Schweiz 1-0.

/ritzau/