Endnu en mand er anholdt af belgisk politi mistænkt at have deltaget i terrorangrebet på lufthavnen og en metrostation i Bruxelles tidligere i år, skriver avisen La Derniere Heure.
Opklaringen af forbrydelsen skrider hurtigt frem med den seneste anholdte, rapporterer avisen.
Den 31-årige mand blev anholdt torsdag i bydelen Schaerbeek i Bruxelles, hvor en del af de øvrige sigtede også kommer fra.
Det er endnu sparsomt med oplysninger i sagen, og af hensyn til efterforskningen holder belgisk politi kortene tæt til kroppen.
- I forbindelse med den føderale efterforskning efter terrorangrebene i Zaventem og Bruxelles blev der gennemført en husransagning, skriver den belgiske anklagemyndighed i en pressemeddelelse.
Anklageren oplyser, at den mistænkte, der er identificeret som Ali E.H.A., blev anholdt og varetægtsfængslet for at have deltaget i en terrorgruppes aktiviteter og være medskyldig i drab i forbindelse med terroranslag.
- På nuværende tidspunkt vil der ikke blive givet yderligere oplysninger af hensyn til efterforskningen, skriver anklagemyndigheden i meddelelse.
35 mennesker blev dræbt ved terrorangrebene i Bruxelles den 22. marts. Tre af de islamistiske angribere var blandt de døde.
Nyheden om endnu en anholdelse i sagen kommer dagen efter, at en belgisk domstol godkendte, at en hovedmistænkt bag både angrebene i Paris og Bruxelles, Mohamed Abrini, kan udleveres til Frankrig.
Men der vil endnu gå noget tid med udleveringen, fordi belgisk politi fortsat efterforsker hans rolle i angrebene i Bruxelles.
En gruppe, der hævder at være tilknyttet Islamisk Stat, har taget skylden for begge terrorangreb, lige som begge angreb tilsyneladende har forbindelse til den samme celle.
/ritzau/AFP