JJJJJJ
The Black DahliaInstr. Brian de Palma
Foreningen af instruktøren Brian de Palma og forfatteren James Ellroy burde være et lykkeligt ægteskab ¿ eller endnu bedre: et dybt ulykkeligt, passionsfuldt og stormfuldt ægteskab.
De Palma, der har storfilm som Carrie , Scarface og The Untouchables på cv et i lykkelig omfavnelse med den moderne noir-forfatter og brutalitetens mester James Ellroy, der til gengæld har filmatiseringer som L.A. Confidential og Dark Heat bag sig. Hårrejsende skænderier og tallerkener, der flyver gennem luften. Intensitet, passion og nerve. Men sådan gik det slet ikke med The Black Dahlia . I stedet slog de sig ned i et parcelhus i provinsen og fik det hele til at gå ¿ fint.
Historien bygger på et virkeligt, uopklaret mord fra 1947. Mordet på den 22-årige Elisabeth Short, der skulle blive en af de mest bestialske og berygtede mordsager i amerikansk historie. Makkerparret Bucky Bleichert (Josh Hartnett) og Lee Blanchard (Aaron Eckhart), der begge har en fortid som kendte boksere, bliver sat på sagen. Herfra ruller vi så igennem 40 ernes underverden i Los Angeles.

Nerveforladt

Det er korrumperede betjente, politiske studehandler, sorte penge og en ultradekadent overklasse. Det er hårdkogte slagsbrødre, freaks og letlevende damer, cigaretrør og øretæver. Der er det hele, og intet af det er særligt overbevisende. Tempoet og den råhed, som Ellroys romaner normalt udspiller sig med, er trukket ud af filmen med et skuespil så kedsommeligt og så nerveforladt, at jeg stadig er i tvivl om, der kunne være tale om en eller anden pastiche eller meta-hilsen, som jeg ikke har fanget. Selv de kvindelige hovedroller Scarlett Johansson og oscarvinder Hilary Swank virker mærkeligt kejtet i 40 er-kulissen.

For kompleks

De Palma har insisteret på at have alle detaljer fra bogen med, og det er her, filmen for alvor falder sammen. Historien er simpelthen for kompleks til at lade sig koge ned til to timer. Selv når den store ahaoplevelse til sidst skal afsløres er den så kompleks og så uforudsigelig, at den ender med at blive alt for nem.
Det ligger lige for at sammenligne The Black Dahlia med filmatiseringen af Ellroys L.A. Confidential , som er i samme romanserie, men på alle de punkter, LA Confidential lykkedes ¿ skuespil, plot, stemning og råhed ¿ falder The Black Dahlia , og bliver kun et skyggespil af en moderne noirgenre. Brian de Palma er dog stadig usandsynlig dygtig til smukke billeder og flotte panoreringer, og i den første halvdel af filmen lykkes det faktisk at få skabt en god stemning og et interessant persongalleri. Men derfra kører det af sporet, og filmen ender med at falde til jorden med et uinspireret og ligegyldigt klask. Scarlett, Swank, Hartnett og de Palma. Det kan I gøre bedre. James Ellroy og Elisabeth Short har fortjent det.