8-900 elever fra niende klasse kan nu helt slippe for at tage deres afgangsprøve i geografi og biologi. Det oplyser Skolestyrelsen i kølvandet på det IT-kaos, der ramte folkeskoleelever landet over til afgangsprøven i biografi og geografi 9. maj.
Det nye internetbaserede prøvesystem brød sammen, da de mange elever loggede sig på systemet. Af de cirka 23.000 elever, som var til eksamen, kunne omkring 10.000 ikke gennemføre prøven.
Derfor blev en ny, gammeldags, skriftlig prøve datosat til 22. maj. Men netop den dag skal 8-900 af eleverne også til prøve i fransk. For at undgå to prøver på samme dag, kan eleverne tage en ny eksamen 20. august.
»Og så har vi givet en generel dispensation til, at de elever kan blive optaget på gymnasierne, selv om de ikke har taget prøven. Det betyder i praksis, at de ikke behøver at tage de prøver,« siger direktør i Skolestyrelsen, Martin Isenbecker.
Brug årskarakteren
Det har nemlig ingen andre konsekvenser, end at der aldrig kommer til at stå en prøvekarakter for faget på afgangsbeviset.
»Det skal ikke komme eleverne til skade, at de digitale prøver ikke har fungeret,« siger Martin Isenbecker.
Formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, synes, at løsningen er helt elendig. I stedet bør elevernes årskarakterer blive overført til afgangsbeviset.
»Man kan ikke sende elever til prøve flere måneder efter, at de har forladt uddannelsesstedet,« siger lærerformanden, der heller ikke bakker op om, at eleverne så bare kan undlade at tage prøven.
»Man sender et signal om, at man ikke respekterer den indsats, som eleverne har lagt i skolen,« siger lærerformanden.
Hvor mange elever, der melder sig til prøven, ved Skolestyrelsen først i næste uge.