Det er helt uacceptabelt, hvis Udlændinge- og Integrationsministeriet har kendt til ulovlig sagsbehandling i op til tre år uden at reagere.
Sådan lyder det fra Johanne Schmidt-Nielsen, udlændingeordfører for Enhedslisten.
Udmeldingen kommer, efter at ministeriet har erkendt, at man har undladt at reagere, på trods af at ministeriet kendte til den ulovlige regel.
Johanne Schmidt-Nielsen kalder sagen for "mystisk".
- Her har vi eksperter, der har svært ved at få øje på den ulovlighed, som Inger Støjberg-ministeriet selv mener er foregået i ministeriet.
- Det plejer at være den anden vej rundt, siger ordføreren til Ritzau.
Udlændingemyndighederne har ikke reageret på en regel i udlændingeloven, der indebærer ulovlig forskelsbehandling. Det skriver Dagbladet Information.
Sagen drejer sig om flygtninge og andre udlændinges muligheder for at beholde opholdstilladelse i landet via tilknytning til arbejdsmarkedet, såfremt de mister deres oprindelige opholdstilladelse.
Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg (V) har erkendt i et bilag, der er sendt til Folketingets Integrationsudvalg, at ministeriet ikke har reageret på fejlen, på trods af at ministeriet var opmærksom på den.
Men det er ikke alle, der ser problemet lige klart. Juraprofessor Jens Vedsted-Hansen fra Aarhus Universitet savner en mere detaljeret forklaring.
- Jeg undrer mig umiddelbart over, at der skulle være tale om konventionsstridig forskelsbehandling, siger han til avisen.
Det er en lidt mærkelig sag, mener Johanne Schmidt-Nielsen.
- Jeg synes faktisk, at det er ret svært at finde ud af, hvad der er op og ned, siger hun.
Sagen kommer frem, i kølvandet på at Støjberg er blevet kritiseret for ulovlig behandling af andre sager.
Udlændingeordfører Martin Henriksen (DF) glæder sig over sangens udfald.
- Jeg forstår det sådan, at det, der kommer ud af det, er, at man strammer op på den praksis, der er, og den lovgivning, der er.
- Så vil det ikke længere være muligt for en flygtning at undgå at blive sendt hjem, fordi vedkommende har været i arbejde i en toårig periode, siger han til Ritzau.
/ritzau/