Politikerne i Folketinget har alt for lidt kontrol med regeringen og topembedsmændene, når økonomiske kriser skal løses.
Sådan lyder kritikken fra Dansk Folkeparti og Enhedslisten i Berlingske.
Avisen har i løbet af ugen afdækket, hvordan mere end 240 milliarder kroner af danskernes pensionsopsparing i ATP er blevet anvendt til "at holde hånden under den finansielle sektor", da finanskrisen buldrede herhjemme.
Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, langer nu ud efter lukketheden i forbindelse med bankpakkerne i 2008 og 2009. Især ATP's rolle i hele forløbet må frem i lyset, mener han.
- Der er foregået en masse diskussioner og beslutninger, som ikke har været bredt ud til Folketinget og offentligheden i forbindelse med håndteringen af kriserne i 2008 og 2009 - man sidder tilbage med en usikkerhed, siger Kristian Thulesen Dahl til Berlingske.
- Når jeg kigger tilbage på forløbet, kunne jeg godt have tænkt mig en højere grad af involvering af Folketinget og en bedre parlamentarisk kontrol, så man kunne have råbt op, hvis der var noget galt, tilføjer han.
Enhedslisten bakker op om Kristian Thulesen Dahls kritik. Partiet har netop krævet en redegørelse af hele forløbet omkring Bankpakke 1 og 2 af erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF).
- Mange af tingene blev jo ordnet hen over bordet bag lukkede døre. Jeg er ikke i tvivl om, at man nogle gange har været på kant med loven. Vi skal have mere åbenhed om processen og den risiko, som staten løb, siger finansordfører Frank Aaen til Berlingske.
Kristian Thulesen Dahl var under finanskrisen formand for Folketingets Finansudvalg, og Socialdemokraterne skyder tilbage på VK-regeringen, som var ved magten under krisen.
Venstre afviser kritikken fra DF og Enhedslisten og påpeger, at Kristian Thulesen Dahl i kraft af sin position dengang "havde mulighed for at søge indflydelse og information", skriver Berlingske.
/ritzau/