Enhedslisten nægter at lægge stemmer til regeringens dagpengekommission, som i løbet af de næste to år skal komme med forslag til, hvordan dagpengereglerne kan forbedres.
Det siger partiets gruppeformand Per Clausen, som kræver løsninger for de ledige nu og her.
- Vi vil ikke medvirke til at proppe spørgsmålet om forbedringer af dagpengereglerne i en syltekrukke, der først kommer med forslag om to år.
- I de to år vil tusindvis af mennesker miste deres dagpenge, fordi der ikke er arbejde til dem. Der er brug for en langt hurtigere løsning, skriver Per Clausen i en pressemeddelelse.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) præsenterede tirsdag regeringens udspil "Ny og bedre indfasning af dagpengereformen".
Regeringen sætter forhenværende skatteminister Carsten Koch (S) i spidsen for en kommission, der skal se på dagpengesystemet.
Dagpengekommissionen bliver bredt sammensat med uafhængige eksperter, og desuden vil kommissionen inddrage arbejdsmarkedets parter i arbejdet. Resultaterne skal ligge klar inden foråret 2015.
- Enhedslisten kan acceptere en dagpengekommission på en betingelse: Den skal være hurtigarbejdende og færdig, så dagpengeforhandlinger kan starte umiddelbart efter nytår, og det kommissorium skal være åbent, skriver Per Clausen.
Regeringens udspil til en løsning på dagpengeområdet bliver finansieret gennem øget kontingent for a-kasse-medlemmer i 2013, 2014 og 2015. Medlemmerne skal i gennemsnit betale 35 kroner om måneden ekstra i bidrag til a-kassen over de tre år.
/ritzau/