Store dele af toppen af den danske fagbevægelse var for passiv, da forhandlingerne om at sikre indtægt til de dagpengemodtagere, som står til at falde ud af systemet, for alvor spidsede til.
Sådan lyder kritikken fra Enhedslisten på dagen, hvor partiet sagde ja til at indgå en finanslov med regeringen med den klare begrundelse, at man "ikke kunne forsvare et nej".
- Jeg vil sige, at fagbevægelsen - ikke alle, men en stor del af toppen - var for hurtig til at sige, at akutpakkerne løste problemet, siger partiets finansordfører, Frank Aaen.
- Og dermed var de i virkeligheden med til at dæmpe presset på regeringen, og det synes jeg var forkert af dem, tilføjer han.
Enhedslisten har undervejs gjort netop dagpengespørgsmålet til sit altoverskyggende krav under finanslovforhandlingerne.
Til at begynde med var det et ultimativt krav for partiet, at alle dagpengemodtagere skulle sikres indtægt hele næste år.
Men finanslovaftalen er endt med at sikre kontanthjælp i et halvt år til dem, der melder sig parat til at tage en uddannelse.
- Måske har toppen af dansk fagbevægelse også lært noget. At den bør være meget mere aktiv, end den har været i den seneste periode, siger han.
- Vi så jo desværre, at store dele af fagbevægelsen accepterede akutpakkerne som en løsning, hvad de jo åbenlyst ikke er. Og derfor kunne vi godt have ønsket os lidt mere opbakning fra deres side, siger han.
Måske var fagbevægelsen bare tilfreds med aftalerne?
- Jamen, det tror jeg ikke, de var, da de fik nærlæst teksten. Jeg tror bare, at de gik ud og roste regeringen på et overoptimistisk grundlag. Og det er jo også derfor, at vi er kommet et stykke vej i forhandlingerne, siger finansordføreren.