Der er efter alt at dømme ingen folkeafstemning på vej om dansk deltagelse i EU's banktilsyn, vurderer flere fagfolk ifølge Information.
Det gælder blandt andre Peter Nedergaard, professor ved Københavns Universitet. Han peger på, at afstemningen risikerer at handle om eurokrisen som sådan - i stedet for sagens substans og tekniske elementer i et europæisk banktilsyn.
- Regeringen vil ikke gå ud og afholde en folkeafstemning, som vil komme til at handle om alt muligt andet end reglerne om, hvornår det europæiske banktilsyn kan lukke danske banker og afsætte bestyrelser. Det er alt, alt for teknisk, siger han til Information.
- Det kommer til at handle om eurokrisen, og om man vil være med i den her klub eller ej. Jeg kan lige se overskriften: "Skal vi gå med i grækerklubben", tilføjer han.
Uffe Østergaard, professor ved handelshøjskolen CBS i København, mener ikke, at regeringen tør sende danskerne hen for at stemme alene om banktilsynet.
- Der kommer næppe en folkeafstemning, medmindre nogle klumrer i det, og noget går galt i den politiske proces, siger han til Information.
- Jeg tror, at man får talt sig - eller skrevet sig - ud af det ligesom ved Lissabon-traktaten, hvor man fik skrevet sig uden om suverænitetsafgivelse. Det har embedsmændene lært, hvordan man gør, tilføjer Uffe Østergaard.
Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) tror til gengæld ikke "umiddelbart", at der bliver behov for en sådan, selv om hun overlader spørgsmålet til Justitsministeriet.
Ifølge Marlene Wind, professor ved Københavns Universitet, kan ingen endnu vide, hvad embedsmændene i Justitsministeriet kommer frem til.
- Det er først, når der ligger en juridisk gældende aftale fra eurolandene, som Justitsministeriet har haft tid til at vurdere, at man kan sige noget om, hvorvidt Danmark ved at deltage kommer til at afgive suverænitet.
- Jeg tror ikke, at det kommer til at ske før i slutningen af 2013, siger Marlene Wind til Information.
Andre fagfolk - såsom tidligere overvismand Christen Sørensen - mener, at dansk tilslutning til et banktilsyn må medføre en folkeafstemning eller vedtagelse med fem sjettedeles flertal i Folketinget, da der er tale om afgivelse af suverænitet.
Den vurdering deler Enhedslisten og Dansk Folkeparti, der begge kræver en folkeafstemning.
/ritzau/