Der er så godt som dødt løb i meningsmålingerne mellem Barack Obama og Mitt Romney, og nattens tv-debat om store udenrigspolitiske spørgsmål kommer ikke til at starte en vælgerflugt i hverken den ene eller anden retning.
Derfor ser præsidentvalget, som finder sted 6. november, ud til at være næsten umuligt at afgøre på forhånd, vurderer USA-ekspert Mads Fuglede.
- Den her debat efterlader de to kandidater meget, meget tæt på hinanden. Det betyder, at den kandidat, der har den bedste organisation i svingstaterne, bliver USA's næste præsident, siger han.
- Det her valg har potentialet til at blive det tætteste valg i amerikansk valgkamps historie siden 1960, tilføjer Mads Fuglede, som er ph.d.-stipendiat ved Københavns Universitet.
Han peger på, at kandidaterne nu vil bruge alle vågne timer på at "drage non-stop rundt" i delstaterne Wisconsin, Iowa, Colorado, Nevada, Virginia, North Carolina - og sidst, men ikke mindst, Ohio.
- Romney kan helt sikkert ikke tåle at tabe Ohio. Den vil han meget gerne vinde, og det skal han nok også for at være et seriøst bud på at slå Obama, siger Mads Fuglede.
- Florida, den traditionelle svingstat, ser ud til at være gledet sikkert over i Romney-kolonnen, tilføjer han.
Mads Fuglede - som ikke vil sætte penge på hverken demokraten eller republikaneren, fordi de ligger så tæt i målingerne - mener, at det har klædt Obama at være frembrusende i de seneste to tv-debatter mod Romney.
- Obama vandt debatten, men Romney dumpede ikke. Obama virkede mere aggressiv og var god til at gå til Romney, siger han.
- Men Romney fremstod som en, man trygt kunne overlade kontrollen over USA's udenrigspolitik til, lyder det.
Mads Fuglede mener, at republikanerens strategi var "ikke at falde igennem", og at han derfor lagde sig meget tæt op af præsidenten på flere af de store spørgsmål.
/ritzau/