Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) mener, at Danmark forlader Afghanistan på det rigtige tidspunkt, selv om der kommer tilbageslag.
Det siger hun til Ritzau ved et lynbesøg i Helmand-provinsen.
- Selv om der vil være tilbageslag, så er fred og frihed ved at slå rødder i Afghanistan, siger hun søndag i en tale til de danske soldater i provinshovedstaden Lashkar Gah.
Ifølge Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) er hverken al-Qaeda eller Taliban nedkæmpet i Afghanistan. Tværtimod styrkes begge islamistiske grupper, når danske og internationale soldater trækker sig ud, viser FE's seneste vurdering.
Militæreksperten Mikkel Vedby Rasmussen, som er professor ved Københavns Universitet, er enig.
- Jeg har meget svært ved at se, hvordan den afghanske regering kan gøre meget andet end at håbe på at holde nogle større byer og hovedveje og så de provinser, der af etniske og politiske grunde i forvejen støtter op om regimet, siger Mikkel Vedby Rasmussen.
Dermed er Afghanistan reelt tilbage, hvor det altid har været, siger han:
- Som et decentralt og fragmenteret samfund, hvor den centrale statsmagt kun har pletvis kontrol. Meget mere er nok for meget at håbe på. I hvert fald har selv en massiv vestlige indsats over de sidste 10 år ikke kunnet forandre det, siger Mikkel Vedby Rasmussen.
Selv om det fra august er slut med danske kampsoldater på patrulje i Helmand-provinsen, bliver de danske kampvogne for at støtte briterne et års tid. Desuden forbliver de soldater, som skal uddanne de afghanske politistyrker.
De danske tab i Afghanistan har primært været blandt kampsoldater i de oprindelig to infanterikompagnier. Derfor ventes risikoen for de danske soldater at falde markant, når det sidste kompagni til august trækkes hjem.
/ritzau/