Et bosted på Fyn har gode erfaringer med at arbejde med kærlighedspædagogik. Eksperter på området ser både fordele og ulemper ved metoden.
Kan en omsorgsmedarbejder være professionel og samtidig vise kærlighed overfor de borgere, han eller hun har ansvaret for?
Ja, selvfølgelig. Sådan lyder svaret, når man spørger Simon Helcky, som leder det psykiatriske bosted Sommerfuglen, der ligger i Årslev på Fyn.
På institutionen arbejder man ud fra en værdibaseret og miljøterapeutisk pædagogik med kærlighed og anerkendelse i centrum. Det kommer beboerne, som er 17 voksne med nedsat psykisk funktionsevne, til gode, mener Simon Helcky. I 2004 stiftede han bostedet, hvor man i dag samarbejder med elleve kommuner.
- I min branche er der mange, der kommer fra belastede hjem eller har været udsat for overgreb. Derfor synes vi, det er fuldstændig basalt at snakke om kærlighed som en form for pædagogik og indgangsvinkel til de her mennesker. Vi giver dem en følelse af tryghed og følelsen af at høre til et fællesskab, hvor der er trygt at være, så deres forsvarsmekanismer aftager, siger han til Avisen.dk.
Men det kan være en glidebane at blande kærlighed ind i omsorgsarbejde, mener Klaus Kasper Kofod, der er lektor emeritus ved Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU), Aarhus Universitet. Han har siden 2000 forsket i socialpædagogisk praksis i bo- og dagtilbud for voksne.
- Hvis man behandler beboere med kærlighed, kan det udviske grænserne mellem det professionelle, det personlige og det private. En pædagog må gerne handle personligt, for det er personen, der tager et professionelt skøn, men det må aldrig være privat, siger han.
Man behandler voksne som børn
En anden faldgrube ved kærlighedspædagogik er, hvis man giver voksne beboere en kærlighed, der minder om den, forældre giver deres børn, mener Klaus Kasper Kofod.
- Derved behandler man voksne som børn, og så sker der indirekte en udviskning af respekten for beboerne, siger han.
Generelt bør fagpersoner træde varsomt, hvis de bevæger sig ned af kærlighedsstien, påpeger Lektor ved DPU, Aarhus Universitet, Søren Langager, der forsker i pædagogisk faglighed i botilbud.
- Kærlighed er et voldsomt stærkt ord. Nærhed og intimitet, som er de blødere varianter af ordet, er mere retvisende. Kærlighed er ikke mulig i professionelle relationer. Men hvis det, de kalder kærlighed, er nærhed, samvær og intimitet, så er det fint nok, siger han.
Vanskeligt at tale om kærlighed
I pædagogernes fagforening, BUPL, kender man ikke til, at kærlighed skulle være udbredt i omsorgsarbejde. I BUPLs etiske retningslinjer for pædagoger optræder ordet kærlighed da heller ikke.
Ifølge fysioterapeut Paul Misfeldt, der er ansat på Sommerfuglen, er der da også mange, der har det vanskeligt, når personalet taler om kærlighed.
- Fordi kærlighed er så bredt et begreb, og mange forbinder det med noget seksuelt eller noget meget privat og personligt. Men kærlighed er, som vi ser det, en universel faktor, som opstår i mange forskellige afskygninger, fastslår han.
Massage, nus og klem er ok
Medarbejderne på Sommerfuglen er inspireret af neuroaffektiv udviklingspsykologi, og de arbejder med at udvikle en kultur, hvor empati er i forgrunden, forklarer Simon Helcky.
Personalet taler aldrig dårligt om borgerne. Heller ikke når beboerne ikke er tilstede. Og så er de ikke bange for at uddele knus, holde i hånd eller give massage, hvis beboerne har lyst til det, fortæller han.
- Vi prøver at møde borgerne for eksempel gennem taktil stimulering, berøring, kram og nærvær og ved at tale meget med dem og have stor normering og tid til dem, forklarer Simon Helcky.
Hvordan sikrer du som leder, at der ikke lige pludselig er nogle af dine medarbejdere, der bliver beskyldt for at have overskredet en beboers grænse?
- Som det ser ud lige nu, er det jo meget almindeligt i min branche, at man giver kram. Stort set alle de kolleger, jeg arbejder sammen med, de giver jævnligt deres borgere knus, siger han.
Fysisk kontakt dæmper stemmerne
Den fysiske kontakt giver blandt andet mening, fordi borgerne ikke altid er alderssvarende. Nogle beder om, at man holder dem i hånden ved tandlægen eller i et storcenter, forklarer Simon Helcky.
- De bliver bange, eller deres stemmer bliver værre, så den her naturlige berøring, som har et professionelt og terapeutisk sigte, er ikke noget problem. Men i det øjeblik man skal lære en person at sove, vil man ofte sidde på en sofa, og så lægger personen sig ind imod en, og man har selvfølgelig tøj på. Man kan jo have døren åben, så folk kan kigge ind, siger han.
Personalet er meget opmærksom på ikke at være fysiske overfor beboere, der ikke ønsker det, understreger lederen.
"Forfriskende og opmuntrende"
I en tid, hvor det indtil for nyligt var lovligt at lave særregler for mandlige pædagoger som et værn mod pædofilianklager, er det "opmuntrende, at nogle går tættere på", mener lektor Søren Langager.
- Men så er det spørgsmålet, hvor grænsen for professionel kærlighed er. Forskellige udviklingshæmmede borgere har ikke mange at være tæt sammen med, og derfor bør man gå så tæt på som muligt uden at overskride grænserne. Mange steder hører man, at pædagogerne meget gerne vil, men der er ikke ressourcer til det, siger han.
Andre strømninger er også skyld i, at der er langt imellem kærlighedspædagogerne, pointerer professor emeritus, DPU, Aarhus Universitet, Peter N. Allerup.
- Når man generelt ikke tager de her bløde ting som kærlighed ind i sin pædagogik, hænger det i disse tider sammen med, at man gerne vil kunne måle det. Det skal gerne kunne underkastes en form for effektvurdering, siger han.
Selvom han går ind for evalueringer af pædagogisk arbejde, finder han det "forfriskende", når pædagogisk personale inddrager redskaber, der ikke skal måles effekt af.