I Årslev et kvarters kørsel væk fra Odense ligger der i landlige omgivelser to gamle villaer og et hus, der er nabo til en rideskole. De tre enheder udgør det psykiatriske bosted Sommerfuglen, der huser voksne med nedsat psykisk funktionsevne.
Her arbejder stedets personale ud fra en overbevisning om, at man når længst i omsorgsarbejde ved at vise kærlighed. Selv kalder de det for en værdibaseret og miljøterapeutisk pædagogik med kærlighed og anerkendelse i centrum.
En af de ansatte, der arbejder med kærlighed som et pædagogisk værktøj, er fysioterapeut og leder i et af husene, Paul Misfeldt. Han har været ansat på Sommerfuglen i otte år.
- Vi drager omsorg for personalet og beboerne. Vi ønsker at skabe en åben, kærlig atmosfære, ligesom et hjem, hvor der er trygt og rart at være, siger han til Avisen.dk.
Men det kan være en glidebane at blande kærlighed ind i omsorgsarbejde, mener Klaus Kasper Kofod, der er lektor emeritus ved Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU), Aarhus Universitet.
Bliver misforstået
Ifølge Paul Misfeldt skal et menneske føle sig elsket og tryg for at udvikle sig. Og han er ikke bange for, at grænserne flyder sammen, selvom institutionen skal virke som et hjem.
- Det har været meget debatteret med den her professionelle distance. Men nogle mennesker har ikke haft et kærligt hjem. Hvis de så heller ikke her på institutionen mærker, at der er et andet menneske, der vil dem, får de aldrig det, de har brug for, siger han.
Oplever du fordomme om den måde, I griber tingene an på?
- Der er mange, der har det vanskeligt, når vi taler om kærlighed, fordi kærlighed er så bredt et begreb, og mange forbinder det med noget seksuelt eller noget meget privat og personligt. Men kærlighed er, som vi ser det, en universel faktor, som opstår i mange forskellige afskygninger, fastslår han.
En af de måder, som personalegruppen på Sommerfuglen arbejder på, er ved at udvise stor empati for beboerne. De taler for eksempel aldrig dårligt om beboerne. Heller ikke når de ikke er tilstede.
"Kærlighed kommer aldrig dårligt igen"
På bostedet Sommerfuglen er det i orden, at de ansatte har fysisk kontakt til beboerne. Det betyder, at beboere, der ønsker det, får knus, bliver holdt i hånden eller får massage, forklarer Paul Misfeldt.
- Måske handler det bare om at blive nusset lidt i håret, når du skal sove. Det giver dem en følelse af tryghed og ro og en oplevelse af at føle sig værdsat og elsket, mener han.
- Er der ikke fare for, at det kan blive misforstået, hvis man nusser en jævnaldrende beboer i håret?
- Nej det har jeg faktisk ikke oplevet. Selvfølgelig kan det være, at der opstår en stærk tilknytning mellem en eller flere pædagoger til en af beboerne, siger han.
På flere af sine tidligere arbejdspladser har Paul Misfedlt oplevet, at man var påpasselig med at få et alt for stærkt bånd til borgerne. Begrundelsen var, at tilknytningen var uhensigtsmæssig, hvis man så pludselig var ude af vedkommendes liv igen på grund af jobskifte eller andet.
- Og det er jo ganske rigtigt. Men hvis man så undlader at give af den årsag, så får de aldrig nogensinde det, de har brug for. Det er rigtigt, at folk stopper, men det, man har givet, kommer ikke dårligt igen. Det har givet en følelse af at være elsket, understreger han.