Der er ingen redskaber, der for alvor batter mod lange bilkøer i København, hvis man ikke må bruge økonomien til at overtale bilister til at undgå myldretiden, finde andre veje eller helt droppe bilen til transport.
Det mener adjunkt ved DTU Transport Ismir Mulalic, efter at Trængselskommissionen har fremlagt en række blødere anbefalinger til at undgå stigende problemer med forsinkelser i trafikken i hovedstaden.
- Økonomiske incitamenter er klart den bedste løsning mod trængselsproblemerne, og uden vil vi have samme trængsel i fremtiden som i dag, siger Ismir Mulalic til Ritzau.
- Hvis man for eksempel forbedrer og udvider vejene, så vil der bare komme flere biler, fordi det bedre kan betale sig at bruge bilen, forklarer han.
Kommissionen anbefaler også, at regeringen starter med et forsøg med roadpricing, som faktisk rammer bilister på pengepungen, ud fra hvor de kører, hvor meget de kører, og hvornår de kører.
Transportminister Pia Olsen Dyhr (SF) afviste umiddelbart efter, at hun havde fået kommissionens betænkning overdraget, at regeringen på nuværende tidspunkt vil arbejde videre med roadpricing.
Et andet økonomisk redskab til at mindske trængslen er en betalingsring, men den skrev regeringen direkte i kommissionens arbejdspapir, at de ikke måtte foreslå. Dermed har regeringen droppet de to bedste løsninger, mener eksperten.
- Det bedste instrument er roadpricing, fordi den er så fleksibel. Den anden bedste ville være en betalingsring, siger Ismir Mulalic.
Ud fra de redskaber, der er tilbage som politiske muligheder, foreslår Mulalic at lægge bilafgiften om fra en høj beskatning af ejerskab og over på brug af bilen. Man kunne også sætte priserne op på parkering, oplyser han.
Ministeren begrunder afvisningen af roadpricing med, at det kan være risikabelt og omkostningsfuldt at starte med egen teknologi, som det skete med rejsekortet.
Derfor vil Pia Olsen Dyhr venter på, at udlandet finder en løsning.
/ritzau/