Jette Beckmann har i 14 år været bilisternes trygge radioguide, der har kunne guide enhver bilist igennem den ellers hektiske morgentrafik i Københavnsområdet. Men fredag bliver sidste dag for trafik-dronningen. Det skriver Ekstra Bladet.
Med sit smittende humør og kreative sprogblomster er hun blevet en elsket og uundværlig institution, der har guidet københavnerne gennem morgentrafikken. Men det stopper nu, har hun selv meddelt her til morgen. Fredag bliver Jette Beckmanns sidste arbejdsdag, og fredag bliver altså sidste gang, lytterne kan glæde sig over den kendte og prisbelønnede radiostemme.
På P4 Københavns Facebook-side har de skrevet, at Jette selv har valgt at stoppe.
"Trafik-Jette har valgt at stoppe hos os - sidste arbejdsdag i morgen fredag. Som hun selv siger: 'Alt har sin tid'", står der på siden.
Jette Beckmann vandt i 2010 DR's sprogpris for sin 'sproglige musikalitet'. Hun har beriget det danske sprog med kreative ord som 'burkabilist', som er en bilist, der kun har skrabet en stribe is væk fra forruden, så man kun lige akkurat kan se ud.
Trafikdronningen er også kendt for at sikre en fødsel på Hillerødmotorvejen. Her guidede hun ambulancen, med den fødende kvinde i, sikkert igennem trafikken.
Hos lytterne er Jette Beckmann så populær, at der på Facebook er oprettet en fanside, der hylder radioværten.
Kilde: Ekstra Bladet, Radioassistant og Politiken.