Hans Tino Hansen, du er direktør for sikkerhedsfirmaet Protocol med speciale i gidselsituationer på havet. Hvad mener du om, at rederiet bag Danica White har valgt at betale løsesum for at få gidslerne fri?
- Jeg synes, det var en god idé. Man kan ikke få dem fri uden at betale, med mindre man tager skibet med magt. Jeg kender faktisk ikke nogen eksempler på, at man får gidslerne fri uden at betale.
Men kan det ikke opmuntre til flere gidseltagninger?
- Nej, det ændrer ikke en disse. Hvis man ikke betaler, så bliver gidslerne ganske enkelt ikke sluppet fri.
Men enhver regering vil jo forsøge at undgå at betale løsesum.
- Ja, men det er anderledes med en regering. Hvis en regering betaler, så vil gidseltagerne vide, at de kan bede om hvad som helst. Det ved de godt ikke er realistisk, når de forhandler med et dansk rederi.
Hvad har rederiet haft at forhandle med?
- Tid. De har kunnet trække det ud og teste piraternes tålmodighed. Men samtidig har de jo oplevet et pres fra de pårørende derhjemme.
Hvor meget har rederiet betalt?
- Det ved jeg ikke. Men jeg ved, at kravet fra piraterne var på 1,5 millioner dollars. Men om de har betalt halvdelen eller to tredjedele eller det fulde beløb, det aner jeg ikke.
Hvad er det vigtigste, når man forhandler?
- Det er at bruge lokale forhandlere. Jeg har set mange eksempler på, at uerfarne forhandlere har gjort, at rederen må betale det fulde beløb.
Protocol er et sikkerhedsfirma med speciale i maritim sikkerhed. Hans Tino Hansen har siden gidseltagningen første juni valgt at stå frem af to grunde. For det første fordi han ville nedtone den stemning, der bredte sig i medierne om, at gidslerne var i livsfare. Sådan fungerer det ikke, siger han. For det andet erkender han, at han er glad for, at hans firma får omtale.