Emil langer til fadet med frikadeller med stor iver. En, to, tre, fire, fem.
Pludselig ligger der en frikadelle-stabel på hans tallerken. Hans forældre gør ingen mine til at ville gribe ind.
Hvad gør du? Tænker, hvor er det bare for meget, at hans forældre ikke stopper ham, for nu vil der ikke være nok til alle, men holder dine tanker for dig selv?
Eller siger: »Jeg vil have, at vi deler de frikadeller, der er« – med risiko for, at hans forældre bliver fortørnede over din indblanding? Ifølge børneeksperter er der ikke så meget at være i tvivl om.
»Det er helt fint at blande sig,« siger lærer, forfatter og foredragholder om opdragelse Birk Christensen.
Vær ikke belærende
Især i vores egne hjem, må vi markere vores grænser, værdier og holdninger, mener han.
Det er parterapeut og sundhedsplejerske Benedikte Hertel enig i.
Men hvis behovet for indblanding melder sig, når familie og venners børn er i deres egne hjem, eller hvis det melder sig overfor fremmedes børn på legepladsen, i supermarkedet og på gaden, hvad så? Her er børneeksperterne ikke helt enige.
Birk Christensen mener, at vi også her skal blande os, hvis ellers vi i stand til at gøre det konstruktivt.
»Hvis vi står i køen i supermarkedet og overhører et barn plage sig til en is af sin far, så kan vi sagtens blande os, hvis vi bare gør det rigtigt,« siger han og giver som eksempel:
»Det dur jo ikke at sige, at det var ikke så smart , det er jo bare kritik. Men det er fint at sige: Jeg kender godt det der fra mine egne børn, og jeg har gode erfaringer med at stikke dem en bolle eller en pakke rosiner, inden vi går ind i supermarkedet .«
Benedikte Hertel er mere tilbageholdende.
» Vi skal ikke bare dynge andre forældre til med råd, de ikke har bedt om. Vi kan for at få god kontakt sige:
»Det så for mig ud som om, det var lidt svært med den is. Jeg kender det godt fra mine egne børn og har nogen råd til dig, hvis du ønsker at høre dem.« Så kan modtageren nemlig svare ja eller nej,« siger hun og påpeger, at det svar skal respekteres.
»Starter man med at kritisere, så hører de alligevel ikke, hvad man siger,« mener hun.