Budskabet fra oliegiganten Bayerngas om at droppe deres investeringer i den danske del af Nordsøen på grund af forhøjede skatter og nedsatte fradrag er næppe kun forhandlingstaktik.
Det mener Anders Larsen, der er ekstern lektor ved RUC og forsker i blandt andet energi, ressourcer og samfundsøkonomi.
- Det lyder ikke som nogen trussel. Det virker realistisk, at man følger op på det, man siger om at droppe investeringer i Danmark, siger Anders Larsen.
Han forklarer, at der er stor forskel på, hvad regelændringerne betyder for olieudvindere, alt efter om de allerede har etableret en boring:
- Hvis man vil til at udvinde olie et nyt sted, og man har regnet på de forventede indtægter, som nu står til at blive reduceret, kan det godt have stor betydning for investeringsbeslutningen.
- Hvis man allerede har en oliekilde, så vil det få mindre betydning, for så svarer det til, at salgsprisen af olie bliver reduceret en smule. Det er en risiko, man hele tiden har kunnet regne med, siger Anders Larsen.
Bayerngas vurderer, at deres manglende investeringer betyder 20 milliarder kroner mindre over en årrække i den danske statskasse, ligesom flere job er i fare.
Staten regner med, at de nye beskatningsregler vil give indtægter for 28,5 milliarder kroner, der skal anvendes til den togplan, der skal reducere rejsetiderne mellem landets største byer.
/ritzau/