Eksil-iranere nægter spionage for Saudi-Arabien i Danmark

Krimi
En dommer ved Retten i Roskilde skal tirsdag tage stilling til, om tre mænd, sigtet for spionage, skal varetægtsfænglses. (Arkivfoto). (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Anklager kræver tirsdag tre mænd varetægtsfængslet i sag om spionage i Danmark til fordel for Saudi-Arabien.

Tre ledende ASMLA-medlemmer nægter sig skyldige i at have spioneret i Danmark på vegne af saudiarabisk efterretningstjeneste.

Det er kommet frem i Retten i Roskilde, hvor anklager Rune Rydik kræver de tre varetægtsfængslet.

Mandag oplyste Politiets Efterretningstjeneste på et pressemøde, at de havde anholdt og sigtet de tre mænd for i perioden 2012 til 2018 at have spioneret i Danmark til fordel for Saudi-Arabien.

Ifølge PET har de blandt andet indsamlet oplysninger om enkeltpersoner og virksomheder i Danmark og i udlandet og videregivet disse oplysninger til en saudiarabisk efterretningstjeneste.

I retsmødet tirsdag, hvor anklageren læser sigtelsen op, fremgår det yderligere, at spionagen blandt andet skal være sket fra forskellige adresser i Ringsted.

ASMLA står for gruppen Arab Struggle Movement for the Libération of Ahvaz, der af den iranske regering beskyldes for at have stået bag angreb på iransk militær.

Anholdelsen er sket, efter at politiet i november 2018 sigtede de tre mænd for at have billiget et terrorangreb i Iran i september 2018. I den forbindelse ransagede politiet og PET hos de tre ASMLA-medlemmer.

Det er på den baggrund, at PET og politiet mener at vide, at de tre mænd har været involveret i spionageaktiviteter i Danmark på vegne af Saudi-Arabien.

Mændene nægter sig også skyldige i sigtelsen om at have billiget terrorangrebet.

Anklageren ønsker, at tirsdagens retsmøde skal holdes for lukkede døre. Det er, af hensyn til at man ikke ønsker at delagtiggøre offentligheden i efterforskningen af sagen.

Dommeren besluttede at følge det, og derfor holdes tirsdagens retsmøde for lukkede døre. Det betyder, at de sigtedes forklaring holdes hemmelig.

I retten fortæller en af forsvarerne, at hans klient har været under PET-beskyttelse. Det skyldes en trussel fra en iransk efterretningstjeneste.

PET frygtede i september 2018, at en leder af ASMLA skulle dræbes i Ringsted. Ifølge det iranske regime er ASMLA en terrororganisation.

Da det mislykkedes for betjente at stoppe en hurtig Volvo på Sjælland 28. september, vurderede PET, at bilen havde noget at gøre med, at et attentat var under opsejling.

Derfor gik det åbne politi i en stor aktion. Betjente spærrede veje og havne, og flere tusinde mennesker blev berørt.

/ritzau/