Tidligere på ugen bragte Avisen.dk historien om jordemoder Heidi Meyer Vallentin, som kunne fortælle om forhold på Herlev Hospitals fødegang, der er så pressede, at hun og hendes kolleger, må springe toiletbesøg og måltider over for at kunne følge med.
Kritikken af jordemodernes arbejdsforhold fortsætter i dag i Kristeligt Dagblad. Avisen har bedt fire jordemødre fortælle, hvad de manglende ressourcer på danske fødegange har af konsekvenser.
Jordemoder på Aarhus Universitetshospital Kathrine Christiansen fortæller:
"I fredags oplevede jeg en kollega, som havde fri klokken 23, men som var nødt til at deltage i et akut kejsersnit. Bagefter ringede endnu en kvinde, som havde veer, og min kollega var nødt til at træde til, fordi der ikke var andre til at hjælpe. Hun endte med at tage hjem klokken syv om morgenen."
Jordemoder Ann-Birgitte Havelund Nielsen er også ansat på Aarhus Universitetshospital og fortæller:
"Der ligger fødende, som ikke har nogen jordemoder til at tage sig af dem, og det ved man, når man som jordemoder sidder derhjemme, og telefonen ringer. Da jeg blev uddannet for 10 år var det engang imellem, at der var for travlt. I dag er det mere reglen end undtagelsen.
Fra Rigshospitalet i København kan jordemoder Lene Skou Jensen berette:
"I sidste uge var der vagtskifte, hvor der ud for et par af kvindernes navne var sat tomme, runde ringe. Det betyder, at der ikke var nogen jordemoder til at være hos dem, selv om kvinderne var blevet fulgt ned på fødestuen"
Også på Nordsjællands Hospital i Hillerød er de pressede, fortæller jordemoder Stina Kruse Skov:
"Vi kan ofte ikke have en jordemoder på stuen hele tiden, og det kan få fatale konsekvenser, hvis udviklingen fortsætter. Den kontinuerlige tilstedeværelse er vigtig og kan associeres med et mindre behov for smertelindring, kortere fødsler og bedre fødselsoplevelser."
En lang række jordemødre har i den seneste tid udtrykt deres utilfredshed i medierne og på Facebook over for regeringen, som angiveligt vil sløjfe den pulje på 250 millioner kroner, der var blevet sat af til at forbedre forholdene på landets fødegange, skriver Kristeligt Dagblad.