Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har skrevet et brev til den nyvalgte islamistiske præsident i Egypten, hvor han opfordrer til respekt for den mere end 30 år lange fredstraktat mellem de to lande.
Mohamed Mursi, der lørdag blev taget i ed som ny præsident, har modtaget brevet "i løbet af de seneste dage", skriver den israelske avis Haaretz.
I brevet "lykønskes Mursi med valget og tilbydes samarbejde med den nye regering", skriver Haaretz.
Videre udtrykker Netanyahu "håb om, at begge parter vil overholde den egyptiske-israelske fredstraktat".
Israel og Egypten underskrev i 1979 fredstraktaten, efter de to lande havde været i en krigstilstand siden 1948.
Den daværende egyptiske præsident, Anwar Sadat, understregede viljen til forsoning ved at rejse til Israel og henvende sig direkte til det israelske folk.
Under den tidligere leder Hosni Mubarak blev traktaten overholdt. Men det folkelige oprør i Egypten sidste år, der tvang Mubarak til at trække sig tilbage, har fået nogle israelere til at tvivle på, om det også gælder i fremtiden.
Mursi er valgt for Det Muslimske Broderskab, der har tætte forbindelser til palæstinenserne og Hamas-regimet i Gaza.
Mursi betonede lørdag i sin tiltrædelsestale sin fulde støtte til palæstinenserne.
- Jeg meddeler fra dette sted, at Egypten, dets folk og den præsidentielle institution står sammen med det palæstinensiske folk, indtil det genvinder alle dets rettigheder, lovede han.
/ritzau/AFP