Egypten skærper retorikken over for Syrien, og den egyptiske præsident, Mohamed Mursi, meddelte lørdag, at landet har afbrudt alle diplomatiske forbindelser til det borgerkrigshærgede Syrien.
Under et møde med politiske tilhængere på et stadion i Kairo var Mursi klar i mælet.
- Egypten har i dag besluttet at afbryde alle relationer med det siddende regime i Syrien. Syriens ambassade i Kairo lukkes, og den egyptiske charge d'affaires kaldes hjem fra Damaskus, siger Mursi til sine tilhængere fra Det Muslimske Broderskab.
Samtidig kom præsidenten med en klar opfordring til den libanesiske gruppe Hizbollah, som hjælper præsident Bashar al-Assad mod oprørerne.
- Hizbollah skal forlade Syrien - dette er alvorligt. Hizbollah har intet at gøre i Syrien, siger Mursi.
/ritzau/AFP