Tre mænd var natten til tirsdag meget effektive, da de slog til mod brilleforretningen Nyt Syn i Kerteminde.
Forretning ligger i Langegade 29 i det centrale Kerteminde, og i løbet af syv minutter fik de tre mænd fat i omkring 300 brillestel af blandt andet af mærkerne Rayban, Oakley, Tom Ford, Lindberg, Voow og Monocool.
Tyvene forlod stedet med tyvekosterne i store blå poser, som kan minde om de store blå indkøbsposer fra Ikea.
Fyns Politi efterlyser nu de tre mænd med billeder fra overvågningskamera.
Indbruddet fandt sted klokken 03.55 natten til tirsdag den 26. maj, og de tre gerningsmænd ankom til stedet i en hvid bil.
Fyns Politi oplyser, at der er tale om en bil, der i størrelse minder om en VW Passat, men understreger samtidig at der kan være tale om andre bilmærker.
Mændene vurderes til at være i alderen 20 til 30 år.
Genkender du mændene på billederne eller har andre oplysninger i sagen kan Fyns Politi i dagtimerne på telefon 114 - spørg efter Indbrudsgruppen.