Socialdemokratiet har de seneste dage befundet sig i stormvejr efter at en lækket mail afslørede, hvordan regeringspartiet planlagde et angreb på Venstre. Mailen fandt vej til offentligheden, netop som de to partier var i gang med forhandlingerne om den kommunale udligningsreform. Det skabte problemer med tilliden og fik forhandlingerne til at gå i stå.
I et forsøg på at klinke skårene har statsminister Mette Frederiksen nu valgt at invitere Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen til et forsoningsmøde i Statsministeriet. Det oplyser TV2.
Dermed tyder det på, at Jakob Ellemann-Jensen får det ønske opfyldt, som han selv tirsdag gav udtryk for på Twitter.
- Det er vigtigt for balancen i Danmark, at vi får en reform af den kommunale udligning. Regeringen har en opgave med at genopbygge tilliden, så forhandlingerne kan genoptages.
- Derfor appellerer jeg til Statsministeren om at indkalde Venstre til et møde i Statsministeriet snarest, skrev Jakob Ellemann-Jensen på Twitter.
Statsministeriet bekræfter overfor Ritzau, at statsministeren har inviteret Jakob Ellemann-Jensen til et møde torsdag aften.