Efter afsløring: Et år senere tjekker Skat udenlandske turistbusser

Det var helt tilbage i december 2017, at skatteminister Karsten Lauritzen (V) lovede at sætte en stopper for den ulovlige piratkørsel, efter det i undersøgelsen kom frem, at 371 turistbusser kørte med udenlandsk arbejdskraft uden at betale moms. (Foto: Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix/arkiv)

Det er lige nu højsæson for at trille rundt i en af Københavns turistbusser, når feriegæster strømmer til for at nyde byen. Men for de danske vognmænd, der dagligt sørger for, at hjulene på busserne ruller, er situationen ikke lige så rosenrød, skriver Fagbladet 3F.

Mange af turistbusserne bliver nemlig kørt af udenlandske chauffører ansat af udenlandske vognmænd, som ikke betaler moms. Det viste en stor undersøgelse fra sommeren sidste år foretaget af organisationen Danske Busvognmænd.

Men selvom man hos SKAT har kendt til problematikken i mere end et år, er det altså først denne sommer, at de de udenlandske turistbusser har været under SKAT's lup til en omfattende kontrol sammen med politiet og Arbejdstilsynet.

Ifølge fagdirektøren for SKAT, Kenneth Joensen, kommer kontrollen først nu, fordi det har krævet mange ressourcer.

- I sommersæsonen er der gang i turistbusserne, så det har været et godt tidspunkt at sætte ind på. Men da der har været et stort planlægningsarbejde, der skulle gå op, er det først sket nu, siger Kenneth Joensen, som nu godt tør love, at der kommer til at være flere lignende kontroller fremover.

Det var helt tilbage i december 2017, at skatteminister Karsten Lauritzen (V) lovede at sætte en stopper for den ulovlige piratkørsel, efter det i undersøgelsen kom frem, at 371 turistbusser kørte med udenlandsk arbejdskraft uden at betale moms.

Derfor er Michael Nielsen, direktør for Danske Busvognmænd, nu glad for, at der endelig bliver gjort noget ved problemet. Også selvom det sker senere end håbet.

- Vi så gerne, at der allerede for et år siden kom kontrol på området. Fremover ser vi gerne, at der kommer flere kontroller. Når bare SKAT eller Arbejdstilsynet ofte er på gaden, skal de nok få denne praksis stoppet. For konkurrencen skal være fair, og også udenlandske chauffører skal have ordentlige forhold. Det er desværre ikke den virkelighed, vi ser lige nu, siger han til Fagbladet 3F.

SKAT har endnu ikke offentliggjort resultaterne af kontrollen.