Fire dages arbejde med at lede efter effekter i voldgraven i Fredericia efter drabet på en 24-årig mand har ikke givet resultat.
Det oplyser politiet i en pressemeddelelse mandag.
Fra tirsdag til fredag i sidste uge var dykkere fra Søværnet beskæftiget med at søge efter genstande i og ved voldgraven ud for Vester Voldgade. Men de fandt ikke noget, der har værdi for efterforskningen.
Hvad Sydøstjyllands Politis efterforskere præcist forsøger at finde, er ikke blevet oplyst.
Indsatsen er sket i forbindelse med sagen om drabet på en 24-årig mand. Han blev skudt i Korskærparken om eftermiddagen 24. februar.
Tre personer sidder varetægtsfængslet i sagen. Heriblandt en 27-årig mand, der sigtes for at være identisk med gerningsmand, der flygtede på en sort scooter. Han blev anholdt i Ikast-området, og i et grundlovsforhør 29. februar besluttede en dommer at varetægtsfængsle ham i fire uger.
Hvad de to øvrige sigtes for at have gjort, er indtil videre hemmeligt.
Fredericia Dagblad har tidligere skrevet, at politiet ikke har fundet gerningsvåbnet.
Flere gange har politiet appelleret til eventuelle vidner om at henvende sig med oplysninger. Det sker igen mandag.
Interessen gælder at få talt med personer, der befandt sig mellem Ungdommens Hus og DSB Mindelunden mandag 24. februar i tiden fra klokken 8 og 15.
Måske kan de i området have set en mørkklædt mand foretage omklædning, eller have set andre, der opførte sig på en påfaldende eller usædvanlig måde.
/ritzau/