Mit navn er Jesper Guldbrandsen, jeg arbejder til daglig som togfører hos de danske statsbaner. Det som får mig til tasterne er uretfærdighed overfor lønmodtageren. Igennem de sidste par år er mit hjerte også begyndt at banke for vores fælles kollektive trafik, som i stigende grad bliver privatiseret med store konsekvenser for brugerne.
Jeg er født og opvokset i Danmark.
Jeg bilder mig ind, at danskhed er lig med at være rummelig, at have en bred og oplyst forståelse af, hvor vi kommer fra, hvad vores forfædre har måtte kæmpe for, for vores skyld.
Hjemme i min lejlighed hænger der et maleri af kunstneren Mormor. Motivet på billedet er Donald Trump, som med armene i vejret forsøger at kommer under en limbostang. På billedet er også en tekst: How low can you GO?
På dansk ville man nok sige: “hvor lavt er du villig til at synke”? Et spørgsmål vi som land skal stille os selv med jævne mellemrum.
Tine Mølgaard skrev den 30. november et opslag på Facebook. Det har i skrivende stund godt 1000 likes og 700 delinger.
Tine er gift med Michael, som er lokomotivfører hos DSB.
Tine beskriver, hvordan det er at dele sit liv med en person, som har skiftende og til tider uforudsigelige arbejdstider samt fri hver tredje jul. For slet ikke at snakke om tildelt sommerferie, man som ansat ikke selv har indflydelse på.
Tine gik til tasterne, fordi hun havde læst Michaels Dyrbys debatindlæg i BT, hvor han ryster på hovedet af opførslen hos de ansatte i DSB. “Fremtidens service afhænger af fleksible medarbejdere, det kan Jernbaneforbundet lige så godt indse”, skrev han.
Tine mener bestemt, at medarbejderne i DSB i forvejen er yderst fleksible.
Det er ikke nogen guldgrube at køre tog i Danmark. Konkurrencen er hård, og der skal strammes op, hvis DSB også fremadrettet skal eksistere. Så langt er vi enige. Men hvor lavt er vi villige til at synke i den proces?
Den seneste uge er det gået op for mig, at svaret desværre er meget lavt!
Alle vi, som arbejder i DSB, er rigtige mennesker. Vi har familie, kærester, koner, venner, børn og fritidsaktiviteter.
Der kører tog hele døgnet. Derfor skal der selvfølgelig også være personale på arbejde alle døgnets timer hver dag hele året.
DSB er en hæderkronet virksomhed med en lang historie, hvor man i samarbejde med personalet har lagt vagtplan. Ansatte kan have et fritidsliv ved siden af deres arbejde.
Dette er med ét ændret. Nu vil DSB suverænt bestemme, hvordan og hvorledes deres medarbejdere skal møde og arbejde.
Denne ændring har vi som medarbejdere kendt til i et stykke tid. Vi har ventet på, at DSB kom med noget konkret, en vagtplan, så vi kunne se, hvad ændringerne ville få af konsekvenser.
DSB udviste nok engang deres vilje til at synke så lavt som overhovedet muligt, da de udsendte den nye vagtplan fredag aften kl 19:09. Dermed kunne det kørende personale gå på weekend med en klump i maven.
Alle ledere og kontorfolk var gået på weekend og kunne først træffes igen mandag.
For mit eget vedkommende kan jeg konstatere, at jeg skal arbejde 16 dage ekstra årligt. Hertil har DSB mulighed for at inddrage 45 timer af min frihed hver 12. uge - uden jeg har mulighed for at sige nej
Jeg elsker mit arbejde i DSB, jeg elsker mine kollegaer og jeg går glad til og fra arbejde hver eneste dag.
Men jeg elsker min familie og venner højere og tiden med dem er det vigtigste i livet.
Vi skal huske, hvem vi er, og hvad vi står vi står for. For det her er måske helt efter bogen, og der er ikke brudt nogen regler. Men er det sådan vi vil huskes?
Er det sådan vi er? Er vi villige til at synke så lavt?
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.