Vi kender det vel alle sammen – at vi kommer til at gøre knapt så smarte ting, når vi har fået en genstand eller to for meget.
Men engelske Thomas Dodd tager godt nok prisen. Under nedlukningen hyggede han sig en aften med lidt for mange drinks, mens han så en koncert med Celine Dion. Og fik åbenbart en god ide.
Det havde han dog glemt alt om, da posten nogle dage afleverede en tyk kuvert fyldt med officielle dokumenter. Beviserne på, at han havde skiftet navn til… Celine Dion.
– Jeg besvimede næsten i mit køkken. Og min første bekymring var faktisk, hvordan jeg skulle forklare HR på jobbet, at jeg var nødt til at få en ny mailadresse, fortæller den 30-årige brite til Birmingham Live, Han erkender, at han er kæmpe fan af den canadiske sangerinde – måske endda en anelse besat af hende.
Da historien slap ud i lokale medier, kontaktede journalister den unge mands forældre for at høre deres mening om navneskiftet. De var ikke begejstrede, men er ved at vænne sig til tanken. Og det kan de også lige så godt gøre, deres søn har nemlig tænkt sig at beholde sit nye navn.
– Jeg tænker, der kunne være en mulighed for at komme backstage, fortæller han.
– Og jeg har intet ønske om at skifte navn igen. Jeg er 100% engageret. I hvert fald indtil jeg igen får for meget at drikke…