Når finalen i amerikansk fodbold, den såkaldte Super Bowl, afvikles i Miami i nat, er der naturligvis et af de to hold, der vinder kampen.
Men den helt store vinder er øl.
Det fremgår af en undersøgelse foretaget af analysefirmaet Nielsen for den amerikanske ølorganisation The Beer Institute. Tallene viser med al tydelighed, at amerikanerne elsker at drikke øl, når de skal se Super Bowl.
I de to uger op til sidste års Superbowl-finale hamstrede amerikanerne øl for den nette sum af 1,2 milliarder dollars - svarende til 8,1 milliarder danske kroner. For det beløb kan man købe 192.554 billetter til selve finalen, hvor gennemsnitsprisen på en billet ligger på omkring 42.000 kroner.
Som det fremgår af grafikken herunder bliver der også langet vin over disken i anseelige mængder - men dog “kun” for 4,4 mia. kroner. Taller for spiritus ligger på 3,8 mia. kroner.
Når det kommer til indpakningen af øl, viser undersøgelsen at 58,8 procent af de købte øl befinder sig i aluminiumsdåser, mens glasflasker udgør 37,4 procent.
Der findes cirka 7.000 bryggerier i USA, og ølindustrien i USA beskæftiger ifølge The Beer Institute 2,1 millioner mennesker.
Super Bowl betragtes som verdens største enkeltstående sportsbegivenhed.