Det var intern politisk uenighed om kursen, der fik De Radikale til at satse på en strategi med fem ufravigelige politiske krav og et ultimatum om, at partiets leder, Marianne Jelved, skal være statsminister.

Og det er også politisk uenighed, der nu får partiet til at bløde op på kravet om, at Jelved skal stå i spidsen for en regering efter næste valg. Det vurderer ekstern lektor i politisk kommunikation ved Roskilde Universitetscenter Rasmus Jønsson.

»Der er mange, der ikke tror på projektet i folketingsgruppen og i baglandet. Det er ikke kun et spørgsmål om strategi, men også et spørgsmål om politisk uenighed. Strategien med de ultimative krav var et kompromis, der blev indgået i partiet, fordi der var uenighed om, hvorvidt man skulle lægge sig op ad Venstre eller Socialdemokraterne,« siger han.

Men kravet om Jelved som statsminister satte De Radikale i en fastlåst situation, der har gjort det svært for partiet at få den politiske indflydelse, de ellers ville få. Det vurderer både Rasmus Jønsson og kommunikationsrådgiver for Advice og tidligere spindoktor for flere ministre Lotte Hansen.

»Det er en rigtig god idé, hvis De Radikale bløder op. Fakta er, at de nu står i en helt unik situation. Hvis der var valg i morgen kunne de stort set bestemme, hvem der skulle være statsminister. Hvis de derimod peger på dem selv, kommer de indirekte til at pege på en borgerlig regering, fordi man så ser på, hvem der har det næststørste flertal. Dermed ødelægger de spændingen, hvis de peger på dem selv til statsministerposten,« siger hun.