Med regeringens beslutning om at droppe de varslede kørselsafgifter for lastbiler, har man samtidig vinket farvel til en forventet indtjening på 750 millioner.
Det efterlader umiddelbart et hul i økonomien, som dog hurtigt vil blive fyldt ud med hjælp fra regeringens kommende konkurrenceevnepakke, forklarer skatteordfører Thomas Jensen (S).
- Vi spiller jo ud med et udspil, der skal styrke den danske konkurrenceevne, så vi kan holde på arbejdspladser og skabe nogle flere private arbejdspladser. I det udspil vil der være en fuld finansiering af en afskaffelse af Løkkes lastbilafgift, siger han.
Den tidligere VK-regering vedtog i 2009 at indføre kørselsafgifter for lastbiler.
Men afgiften bliver nu skrottet, fordi de administrative omkostninger på nuværende tidspunkt er på et så højt niveau, at omkostningerne ikke står mål med de fordele, som afgiften medfører.
Næste skridt er at finde de penge, som afgifterne ville have tjent ind.
Det forventede overskud fra kørselsafgifterne blev nemlig brugt på skattelettelser af VK-regeringen i 2009, lyder det fra skatteminister Holger K. Nielsen (SF).
- Den tidligere VK-regering har allerede brugt penge fra kørselsafgiften til skattelettelser, så det er klart, at der er en regning, som vi må samle op, siger han.
- Planen er, at vi i forbindelse med regeringens udspil til, hvordan vi kan sætte gang i vækst og beskæftigelse kommer til at lægge en finansieringsmodel frem.
- På den måde skal beslutningen om ikke at indføre kørselsafgifterne for lastbiler selvfølgelig også ses i sammenhæng med, at der er brug for at styrke erhvervslivets rammevilkår.
Regeringens konkurrenceevnepakke ventes at komme i løbet af foråret.
/ritzau/