Torsdag eftermiddag gik dronning Margrethe ind i en verden, hun normalt ikke opholder sig i.
Se billederne: Kongeligt besøg i fynsk havneby
Under sit sommertogt med Kongeskibet Dannebrog og sit visit i Svendborg, besøgte hun boligområdet Skovparken, som indtil sidste år var på regeringens såkaldte ghettoliste.
Her mødte dronning Margrethe blandt andre 19-årige Jasmina Bajramovic. Hun fortæller til DR, at hun var meget beæret over at være så tæt på regenten:
- Det var en kæmpe ære. Det var ubeskriveligt. Hun var mega nede på jorden. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, for jeg tror, jeg svæver på en sky lige nu, fortalte hun til DR efter mødet med dronningen.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Jasmina tog den fra hoften
Jasmina Bajramovic skulle sammen med sin lærer og nogle andre piger præsentere et projekt, der sætter fokus på fordelen ved at være flersproget.
Og ifølge Jasmina Bajramovic gik præsentationen godt - også selvom hun ikke havde øvet sig:
- Jeg ville hellere tage den lidt fra hoften for at virke mere personlig. Jeg følte, hun fik fat i pointen, og hun spurgte meget interesseret, fortæller Jasmina Bajramovic og tilføjer, at hun var nervøs, og at det sitrede i hele kroppen:
- Jeg hoppede næsten. Det var som om, jeg ikke kunne tænke på at skulle møde hende, for så ville jeg bare falde sammen af nervøsitet og ligge som en klump på gulvet. Men hun er så venlig, sød og imødekommende. Det føles som at snakke med en, man har kendt i rigtig lang tid.
Jasmina Bajramovic møde med dronning Margrethe varede i en halv times tid.