63 år og 216 dage.
Så længe var dronning Victoria monark, og dermed er hun den længst siddende regent nogensinde.
Men den 9. september i år overgår Storbritanniens nuværende regent, dronning Elizabeth, dronning Victorias imponerende rekord på 23.226 dage, og det fejrer den 89-årige monark ved at åbne Storbritanniens største jernbanelinje.
For at hylde dronning Victoria og sig selv vil dronning Elizabeth på selve dagen rejse med damptog fra Skotlands hovedstad, Edinburgh, til byen Tweedband for at markere båndet mellem landene i Storbritannien og deltage i åbningen af den nye jernbanestrækning.
Det glæder den skotske regerings kabinetssekretær for infrastruktur, Keith Brown, skriver avisen The Telegraph.
- Det er en stor ære for os, at Hendes Majestæt har valgt at markere sin milepæl ved at lede festlighederne for åbningen af Borders Railway, siger Brown, mens Graham Garvie, der arbejder for det skotske grænselands råd, tilføjer:
- Det faktum, at dagen er sammenfaldende med, at dronningen bliver Storbritanniens længst siddende monark, gør historien om jernbanen unik, jubler han.
Den 89-årige dronning Elizabeth blev født den 21. april 1926 og blev regent af Storbritannien den 6. februar 1952.
Hendes efterfølger bliver hendes 66-årige søn, prins Charles. Han skal en dag overlade tronen til 33-årige prins William, hvis toårige søn, prins George, også en gang langt ude i fremtiden bliver konge af Storbritannien.
I Danmark er den længst siddende monark Christian den 4., som var regent i 59 år fra den 4. april 1588 til 28. februar 1648. Landets nuværende regent, dronning Margrethe, har siddet på tronen siden 1972.
/ritzau/FOKUS