I en sag om fem større brande på Lolland er to bekendte blevet fundet skyldige og dømt af Retten i Nykøbing Falster.
Ved en af brandene gik en besætning med får til. I et andet tilfælde satte en af mændene ild på et hus, der tilhørte nogle bekendte.
Den ene, 29-årige Jimmy Langbo Jensen, er idømt fængsel i tre år og seks måneder, mens hans kammerat Per Ole Jacobsen på 46 år har fået en dom på to års fængsel, oplyser politiet.
Efter længere tids efterforskning blev mændene anholdt i januar, da betjente fattede mistanke til den yngste.
I hans værksted fandt politiet også et oversavet jagtgevær med ammunition.
De påsatte brande begyndte i maj 2011, da der blev sat ild på en løsdriftsstald og en lade. En fårebesætning indebrændte.
I februar 2012 var der ild i et savværk i Skørringe, og i juli kom turen til en ejendom i Bursø.
Senere samme måned blev der sat ild på to ejendomme på Møllevej i Fuglse, fortsætter politiets opremsning.
Jimmy Jensen kendte familien i det ene hus. De skulle på ferie og havde bedt ham om at passe potteplanterne, mens de var ude at rejse. I stedet fik de raseret hjemmet.
I alt skete der skader for mere end fire millioner kroner under lovovertrædelserne. Den yngste blev kendt skyldig i samtlige sager, mens den ældre ikke var lige så aktiv.
Mændene har modtaget dommen, oplyser politiet.
/ritzau/