Tirsdag morgen var der stadig skyderi og kampe i det indkøbscenter i Nairobi, hvor islamistiske terrorister har forskanset sig på fjerde døgn.
Mindst 62 personer er blevet dræbt i terroraktionen, som de Kenyanske myndigheder ellers lød til at have styr på i løbet af mandagen, men som altså fortsætter.
Det er stadig uvist, hvor mange gidsler der befinder sig i centret, og hvor mange af de 10-15 terrorister, der stadig er i live og bevæbnet.
Til gengæld er der kommet mere information ud omkring disse gerningsmænd, der siges at være fra den islamistiske, somaliske terrorgruppe al-Shabaab, der er forbundet med al-Qaida, og som tidligere har været i kampe med både Kenyas og Somalias myndigheder.
Kenyas udenrigsminister udtaler, at der var en britisk kvinde blandt terroristerne, og at mindst to var amerikanske statsborgere.
Omkring 200 personer er blevet såret i løbet af det blodige drama, og mindst 18 af de dræbte i Nairobi var udenlandske statsborgere.