En fødselsdepression kan være grunden til, at en amerikansk kvinde torsdag indledte en dramatisk biljagt gennem Washingtons gader, siger billistens mor.
Jagten sluttede med, at politiet skød og dræbte den kvindelige bilist, som forsøgte at flygte fra en kontrolpost ved indgangen til Det Hvide Hus. På bagsædet i bilen havde bilisten, Miriam Carey, sit et-årige barn.
- Hun havde depressioner efter at have født babyen. Et par måneder efter blev hun syg. Hun var deprimeret og blev indlagt på hospitalet, siger Idella Carey, Miriam Careys mor, til den amerikanske tv-station ABC News.
Der bliver sandsynligvis sat en intern efterforskning i gang for at undersøge, om politiet handlede korrekt, da de skød og dræbte den 34-årige bilist, rapporterer flere medier.
Ifølge politiet lader det til at være en isoleret hændelse uden forbindelse til terrorisme, men endnu kendes motivet ikke.
En nabo bekræfter påstanden om en fødselsdepression og siger, at den nu afdøde mor opførte sig uberegneligt i den seneste tid.
- Hun virkede sød, men var meget uberegnelig på det seneste. Hun opførte sig underligt. Det ene øjeblik lod hun til at være okay, og det næste var hun underlig.
- Ofte kørte hun i høj hastighed ud fra parkeringspladsen, og det bekymrede mig virkeligt, siger en unavngiven nabo.
Dramaet begyndte med, at den kvindelige bilist åbenbart forsøgte at køre gennem en afspærring ved Det Hvide Hus.
CNN har offentliggjort videooptagelser, der viser, hvordan adskillige betjente og Secret Service-folk omringede bilen med trukne pistoler for at få standset køretøjet. Men bilisten satte bilen i bakgear og kørte fra kontrolposten i høj fart.
Biljagten fortsatte cirka tre kilometer ned ad Pennsylvania Avenue og Constitution Avenue, før kvinden i høj fart ramte en politibil.
Flugtbilen fortsatte yderligere nogle hundrede meter, før den stoppede uden for en af Senatets kontorbygninger, hvor politiet affyrede flere skud, der endte med at koste kvinden livet.
/ritzau/Reuters