Han har ikke slået dem ihjel.
Det hæver den 49-årige lastbilchauffør fortsat.
Men han erkender nu, at han havde sex med fire af de i alt fem kvinder, som politiet mistænker ham for at have slået ihjel i byen Ipswich i England. Den femte ”gad han ikke”.
Det var enten i en bil eller i hans hjem, at de prostituerede mødte op – og det var udelukkende for at have sex, hæder forsvareren. Intet andet skete.
Det skriver britiske medier efter retssagen mod Steve Wright i går begyndte.
Mangler fortsat motiv
DNA-spor kan på forskellige vis kæde Wright sammen med fire af pigerne, der blev fundet over 10 dage i december 2006. Der er blandt andet fundet blodspor på Wrights jakke.
Kvinderne var Tania Nicol, 19, Gemma Adams, 25, Anneli Alderton, 24, Annette Nicholls, 29, og Paula Clennell på 24 år.
Anklagemyndigheden mangler fortsat et motiv i sagen, der bliver kaldt Englands værste drabssag nogensinde.
- Hvad der driver en mand til sådan noget, får vi måske aldrig af vide. Men vi vil i retten bevise, at noget i oktober 2006 fik Steve Gerald James Wright til at gå i gang med hans ugerninger – og at han er skyldig i mord for hver eneste af disse kvinder, sagde Peter Wright, anklageren i sagen, ifølge avisen The Guardian.