Med et knivstik i hjertet dræbte en 54-årig mand tilbage i efteråret 2018 en 47-årig mand i Skælskør.
Offeret var i live i tre dage efter knivstikkeriet, som skete i opgangen til Jernbanevej 10 i den sydvestsjællandske by. Men stiksåret i hjertet førte til forblødning og hjernedød. Og til sidst afgik offeret ved døden
Onsdag har Retten i Næstved dømt den 54-årige Michael Weber for drabet. Straffen lyder på fængsel i 14 år.
Ud over manddrab er han dømt for ulovligt at have været i besiddelse af to haglgeværer med tilhørende ammunition.
Han har anket dommen til Østre Landsret med påstand om frifindelse.
For godt nok har han erkendt, at det var ham, der førte kniven mod den 47-årige. Men hans intention var alene at ramme ham i armen. Ikke i hjertet.
Senioranklager Anne Marie Fink fortæller til Ritzau, at retten valgte at feje mandens forklaring af bordet.
- Den stemte ikke overens med de lægelige oplysninger i sagen og med forklaringer fra vidner, som har set episoden på afstand, fortæller hun.
Ifølge obduktionsrapporten er kniven blevet stukket ind i en vinkel, som retten altså ikke kan få til at harmonere med Michael Webers forklaring.
De to mænd kendte hinanden i forvejen, og inden knivstikkeriet havde de været til en sammenkomst i nærheden.
Anne Marie Fink fortæller, at Michael Weber i retten fortalte, at der var et uvenskab mellem de to mænd. Nærmere er man under sagen ikke kommet, hvad der kan betegnes som et motiv.
/ritzau/