Steffen Kretz og Lillian Gjerulf Kretz rykker til sommer teltpælene op og rykker til USA.
De to DR-profiler, der privat danner par, bliver DR's nye korrespondenter i Washington, når den hidtidige USA-korrespondent Stéphanie Surrugue flytter til Paris og bliver international korrespondent.
Steffen Kretz er i dag international korrespondent. Han har tidligere arbejdet som nyhedsvært samt som korrespondent i New York.
- Steffen er en uhyre kvalificeret analytiker på international politik, og hans interesse og indsigt i amerikanske forhold er dyb. Derudover er han en fremragende formidler, der med nerve og engagement formår at tage os alle med helt ind i kernen af den historie, han fortæller. Jeg glæder mig meget over, at danskerne nu får dagligt gavn af Steffen i USA, siger indholdschef i DR Sandy French i en pressemeddelelse.
Steffen Kretz får en kollega i USA, som han kender særdeles godt. Konen Lillian Gjerulf Kretz og deres to børn rykker nemlig med til Washington. Lillian Gjerulf Kretz er i dag er vært på Sundhedsmagasinet på DR1 og tidligere mangeårig vært på TV Avisen.
- Lillian er en i særklasse dygtig journalist med stor evne til at gøre kompliceret stof forståeligt og bringe historierne tættere på danskerne. Med sit journalistiske overskud og sin store erfaring som nyhedsvært vil hun sikre et meget højt niveau i dækningen af det amerikanske samfund og den nye politiske virkelighed, siger Sandy French.