DR's budget beskæres med 20 procent over fem år.
Fredag er regeringen og Dansk Folkeparti blevet enige om den økonomiske ramme for et kommende medieforlig.
Nyheden er blevet modtaget med stor ærgrelse blandt DR's medarbejdere, fortæller Henrik Vilmar, fællestillidsmand for journalisterne i DR.
- Vi er rigtig kede af det. Det her kommer til at få store konsekvenser for mine medlemmer og for de brugere, der holder af DR og de programmer, vi laver. Det er ærgerligt, siger Henrik Vilmar.
De 20 procent, som DR skal spare, svarer til omkring 700 millioner kroner. Det er endnu uvist, hvad det kommer til at betyde for medarbejderne i DR.
- Det er svært at sætte tal på endnu, men 700 millioner kroner er rigtig mange penge, der skal spares. Så det kommer til at koste rigtig mange stillinger, siger Henrik Vilmar, der dog til TV 2 News vurderer, at omkring 1000 ansatte vil være i overhængende fare for at blive fyret.
- Derfor kan jeg skråsikkert sige, at mange af vores brugere kommer til at ledes forgæves efter flere af vores programmer på tv, radio og nettet, siger tillidsmanden.
- Overordnet mener jeg, at det er en dårlig dag for kritisk og uafhængig journalistik. Og det er en dårlig dag for danskproduceret indhold, siger Henrik Vilmar.
/ritzau/