Med både Thomas Delaney og Jacob Bruun Larsen fra start tabte Dortmund fredag aften endnu et skridt i mesterskabsduellen mod Bayern München.
Efter et nederlag på 1-2 til Augsburg på Augsburg Arena kan Bayern München lørdag spille sig op på siden af Dortmund i Bundesligaen.
Dortmund har med fredagens nederlag kun fået en sejr i de seneste fem kampe i ligaen.
Dermed kan forspringet til de tyske mestre fra Bayern München skrumpe ind til nul point, såfremt Bayern München slår Borussia Mönchengladbach lørdag.
Dortmund førte ellers Bundesligaen med ni point ned til Bayern München efter 15 runder.
Efter kampen var Dortmunds målmand Roman Bürki frustreret.
- Det er endnu en gang frustrerende. Vi giver to mål væk og taber kampen. Vi har ikke fundet en måde at fjerne disse fejl på, siger han ifølge Dortmunds officielle Twitter-konto.
I selve kampen kom Augsburg foran i første halvleg, da sydkoreanske Ji Dong-Won sparkede et indlæg i mål fra Andre Hahn.
Kort før pausen burde Jacob Bruun Larsen havde udlignet for Dortmund.
Det blev dyrt, for samme Dong-Won gjorde det til 2-0 med 22 minutter tilbage, efter at Dortmunds lejesvend fra Real Madrid, Achraf Hakimi, tabte bolden på midten af banen.
Dong-Won kunne herefter med høj elegance chippe bolden over Roman Bürki i Dortmunds mål.
Den tidligere Barcelona-angriber Paco Alcácer skød lidt spænding tilbage i opgøret med sin scoring ni minutter før tid, men det blev ikke til mere for Dortmund.
Den tyske danskerklub skal forsøge at rejse sig igen hjemme mod Stuttgart i næste runde.
/ritzau/