Dortmund sikrer sig spansk målsluger til 2023

Sport
FILES-FBL-GER-BUNDESLIGA-DORTMUND (Foto: Patrik Stollarz/Ritzau Scanpix)

Paco Alcácer bliver i Dortmund i de kommende fire sæsoner. Spanieren har allerede lavet ni mål for klubben.

Angriberen Paco Alcácer har haft tordnende succes i sine første måneder som Dortmund-spiller, og det har den tyske klub nu taget konsekvensen af.

Klubben har konverteret lejeaftalen med FC Barcelona til en fast kontrakt, der gælder helt frem til 2023, oplyser Dortmund på sin hjemmeside.

- Vi har underrettet Barcelona om, at vi vil gøre brug af købsoptionen. Paco er hos os med hele sit hjerte, er hurtigt blevet integreret og er en fast bestanddel af truppen, siger Dortmunds sportsdirektør, Michael Zorc.

Ifølge flere internationale medier lyder overgangssummen på 23 millioner euro, hvilket svarer til 171 millioner danske kroner.

Paco Alcácer kom til Dortmund i sommer og har siden scoret ni gange. I gennemsnit har han lavet et mål for hver 44 minutter, han har været på banen.

- Han er en rigtig måljæger med store fodboldmæssige kvaliteter, der allerede har afgjort vigtige kampe for os, siger Michael Zorc.

Tidligere i karrieren har Paco Alcácer optrådt for Valencia og Getafe.

/ritzau/