De islandske politikere har grund til nervøse trækninger i ansigterne og kriller i maven.
Kort før frokost mandag får de nemlig dommen, der kan betyde en mega milliardregning til den islandske stat
Det er milliarder, der i givet fald skal betales til Storbritannien og Holland, der reddede kunderne i den krakkede islandsk-ejede netbank Icesave, der holdt til i Storbritannien og Holland.
Efta-domstolen i Luxembourg fælder dom over, hvorvidt det var i strid med indskydergaranti-direktivet og med EØS's regler om diskrimination, at Island lod 350.000 bankkunder hos den islandsk-ejede Icesave-netbank i stikken, efter at banken kollapsede i efteråret 2008 under finanskrisen.
Det er frihandelsorganisationen Efta's overvågningsorgan ESA, der mener, at Island gennem indskudsgarantidirektivet havde ansvaret for at sikre, at bankkunderne fik refunderet op til, hvad der svarer til 150.000 danske kroner, da Icesave kollapsede.
Det var den kollapsede Landsbanki, der ejede netbanken Icesaves, der holdt til i Storbritannien og Holland, og det blev disse to lande, der spændte et sikkerhedsnet ud under den islandske netbanks indskydere.
Siden krævede de to lande, at Island skulle betale regningen, og den kunne løbe op i et beløb, der svarede til 30 milliarder danske kroner.
Den islandske regering forhandlede i to omgange aftaler på plads med Holland og Storbritannien om at betale milliardgælden over en årrække med renter og renters rente.
Icesave-aftalerne med de to lande blev vedtaget i Altinget, men hver gang nægtede Islands præsident Ólafur Ragnar Grímsson - i overensstemmelse med Islands grundlov - at underskrive loven.
Begge gange endte striden med en folkeafstemning, begge gange stemte islændingene nej til at betale regningen til briterne og hollænderne.
Islændingene sagde nej, fordi der ikke var en klar juridisk forpligtelse til at hænge på regningen for den kollapsede islandske bank i Storbritannien og Holland.
Derfor er det ikke lykkedes vulkanøen at bilægge den flerårige strid med Holland og Storbritannien.
Om Island har en klar juridisk forpligtelse til at redde de 350.000 kunder i den islandsk-ejede bank op til et vist beløb, ventes EFTA-domstolen mandag at komme med en afklaring på.
/ritzau/