Mens orkanen Florence bevæger sig længere op i landet fra den amerikanske østkyst, vokser myndighedernes overblik over de skader, stormen har efterladt i sit spor.
På den menneskelige side er skaderne i form af omkomne blevet opjusteret til 23 ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Samtidig er det igen muligt for redningsfolk og andre at komme til og fra kystbyen Wilmington i delstaten North Carolina, skriver nyhedsbureauet AP.
Her fik de beboere, der valgte at ride stormen af, deres første solstråle, siden Florence ramte kysten.
Den har nu kurs mod delstaten Virginia og videre mod det nordøstlige USA. Indtil videre har den afgivet 91 centimer nedbør over North Carolina, hvor den også har skabt en stormflod.
Netop vandmasserne har været med til at kræve flere liv. Mandag kunne Tony Underwood, der er talsmand for Union Countys politikreds i North Carolina, ifølge AP oplyse, at man havde fundet en savnet etårig dreng død.
Politiet kunne berette, at den etårige gled bort fra sin mor, da hun var ved at køre dem ud og besøge noget familie. Hun kørte forbi en blokade af en vej, da den i hendes øjne så ud til at være skubbet til side og ophævet.
Hun blev herefter overrasket af store mængder vand og kraftig strøm på tværs af kørebanen. Hun mistede kontrollen over bilen, der blev ført af kørebanen af vandmasserne og op imod nogle træer langs vejen.
Her sad bilen i klem. Det lykkes moren at få sin etårige dreng og sig selv ud af bilen. Men vandet stod ifølge Underwood for højt, og moren mistede grebet om sin søn.
/ritzau/