Han ser hende ikke med det samme, da han træder ind i det mørke rækkehus. Henning Lind trykker på kontakten inden for døren. Den dovne loftlampe oplyser trappen, gangen og kommoden. Hans kone Annelise går lige bag ham.

Det er fredag den 23. juni 2006. Klokken er næsten halv tolv om aftenen.

Henning fortsætter hen ad gangen for at smide bilnøglerne. Hans venstre skulder støder mod hendes dinglende fod. Annelises skrig rammer ham samtidig med, at han retter øjnene op mod sin 14-årige datter.

Moderen ser Pernille kure baglæns ned af gelænderet. Hun ser lagnet, der stopper rutsjeturen i en akavet oprejst stilling. Den ene fod hviler på et trappetrin. Den anden hænger løst ud i rummet. Ansigtet vender op mod loftet.

Henning farer op ad trappen og løfter sin datter op, så han kan løsne lagnet. Knuden under hendes hage løsner han med én hånd så let som ingenting. Han lægger hende på gulvet nedenfor trappen og farer ud i køkkenet, hvor han tager vægtelefonen og taster 112.

»Min datter har hængt sig,« siger han, da alarmcentralen svarer. Klokken er 23.36.

Annelise ligger på knæ og puster luft i Pernilles lunger. Hendes tanker er et stort virvar. Pernille var glad og i godt humør for bare seks timer siden. Hun pjattede. Grinede. Annelise kan ikke få det til at passe.

Det er kun fire timer siden, hun talte med datteren i telefonen. Hun havde lydt præcis, som hun plejer. Pernille har aldrig været deprimeret eller talt om selvmord.

»Hvad er der sket, Pernille?« græder hun.

Datterens ansigt er perfekt sminket med både foundation og sort mascara. Der er ingen streger efter tårer. Hun ligner nærmere en, der venter gæster. Forældrene lægger ikke mærke til det med det samme - men Pernilles højre øjenvippe er brækket bagover, så de lange, mørke hår er klistret fast på øjenlåget.

Senere kan de ikke få det til at passe med, at deres datter skulle have hængt sig selv i lagnet. Så burde øjenvippen jo ikke være bøjet.

Klokken 11.00.

Solen skinner den sankthansdag. Om formiddagen smutter Pernille på gåben til Matas for at købe en mascara fra Gosh. Hun har lige fået sommerferie, og hun glæder sig. Først skal hun rejse til Tyrkiet med sin mor og mormor, og hendes plan er at tage en tom kuffert med, så hun kan fylde den med solbriller og kopitøj.

Efter ferien skal hun begynde på Laursens Privatskole i Århus. Hun har flere gange plaget sine forældre om lov til at skifte skole, og nu har de givet sig, så hun kan begynde i en ny 9. klasse, hvis der bliver plads efter ferien.

Før i tiden blev den smukke pige mobbet i sin gamle klasse på Herskind Skole, men det er stoppet for flere måneder siden. Hendes veninder kender hende som en glad og selvstændig pige, der ikke er bange for at sige folk imod. De kan slet ikke forstå, at hun skulle have taget sit eget liv. Faktisk kendte de hende som en, der var imod selvmord, fordi det altid smadrer familien.

Veninderne kendte tværtimod Pernille som en pige, der elskede at feste. Selvfølgelig kunne hun være sur på sine forældre, men hun elskede dem også, og hun var ikke bange for at sige det til dem.

Hverken veninder eller familie kan forstå, at hun er væk. Og de kan slet ikke forstå, hun selv skulle have gjort det.

Klokken 00.50.

Lægen lægger et hvidt klæde over Pernilles krop og ansigt. Han vurderer ud fra hendes kropstemperatur, at hun har været død i en-to timer.

Uden for rækkehuset går Pernilles veninde Adnana rundt på parkeringspladsen og skriger. Hendes råb får flere naboer til at dukke op fra sankthansbålet. Rygtet løber som en ildebrand igennem den lille by.

Pernille er død . Ingen kan tro det.

Inde i huset tager den ene betjent billeder af Pernille, mens den anden står ved fordøren og forsøger at finde ud af, hvem der er hvem: Pernilles storebror John og hans ekskone Mette er kommet. Storebror Henrik og hans kæreste Dorthe. Veninden Adnana og hendes veninde Trine. To falckreddere. Gitte Wagner, som er nabo og Annelises gode ven. Folk træder hen over Pernille, der ligger ved døren.

Veninden Trine undrer sig. Hvis politiet skal finde nogle spor, kan hun ikke forstå, at 13 personer må trave frem og tilbage i huset.

En af betjentene tager den grædende veninde Adnana med op på Pernilles værelse, hvor han afhører hende. Hun er ude af sig selv og siger til betjenten, at Pernille var deprimeret før i tiden. På grund af mobberierne i skolen. Betjenten skriver ikke, at Adnana siger før i tiden . Han skriver til gengæld, at Pernille har snakket om at begå selvmord. Men det er hans ord, der havner i rapporten. Adnana har aldrig hørt Pernille tale om selvmord, så hun bliver enten misforstået eller citeret forkert.

Senere skal det vise sig at få afgørende betydning for sagen, hvad betjenten skriver i rapporten.

Nede i stuen spørger den anden betjent Pernilles storebror John, om han nogensinde har hørt sin søster tale om selvmord. Det har han ikke. Det kunne faktisk ikke ligge mere fjernt for ham.

Alligevel foretager de to betjente sig ikke andet i hjemmet den aften. De tager ingen fingreaftryk. De spærrer ikke gerningsstedet af. De interesserer sig ikke for, hvordan Pernille blev fundet. De studser ikke over den bøjede øjenvippe, og de tænker ikke på, at kun 10 piger på Pernilles alder har taget deres eget liv de sidste 30 år. Kun én af de 10 piger har hængt sig. Det er altså helt ekstremt sjældent.

På liget kan betjentene ikke se mærker efter lagnet eller efter knuden. Til gengæld er der to aflange hudafskrabninger på halsen, der ligner kradsemærker efter negle. Men det får ikke betjentene til at tvivle på, at Pernille har hængt sig selv. For det har hun. Det ved de.

Klokken 12.30.

12 timer før Pernille bliver kørt væk i en orange ligpose, sidder hun ved sin fars computer og fniser. Far lugter af bæ , skriver hun og sætter beskeden op som pauseskærm.

Det er over middag den 23. juni. Hendes storebror Henrik sidder i stuen og griner, for Pernille har skaffet stinkbomber, og de to søskende har lagt en skummel plan, der går ud over deres far, når han kommer hjem fra arbejde. Bomberne skal ligge under kontorstolens hjul, så stanken vil sprede sig, når han sætter sig ned.

Henrik og Pernille griner så højt og larmende, at deres mor forlanger at få at vide, hvad de to pønser på. Da Annelise hører om planen, forbyder hun det. Hele huset kommer jo til at lugte. Og hun har lige gjort rent.

Pernilles glæde bliver også tidligere på dagen bemærket af naboen Christian Christiansen. Han møder Pernille, da hun er på vej til Matas, og hun smiler til ham.

»Sikke et dejligt vejr,« siger han til hende.

»Ja, jeg glæder mig sådan,« svarer Pernille.

Christian Christiansen finder aldrig ud af, hvad hun glæder sig til. Men han synes ikke, hun ligner en, der kun ønsker at dø.

Klokken lidt over 17 kører Annelise sin datter på arbejde på pizzeriaet i byen. Forældrene skal ud at spise, så Pernille skal selv gå hjem, når stedet lukker. Men den aften er der næsten ingen, der vil have pizza. Pernille og hendes kollega og veninde Adnana morer sig med at smide med mel og træde på Marcellos nye, hvide træsko. De griner, når han skælder ud med sin italienske accent. Pernille siger grinende, at hun er brunere end den mørke Marcello, når hun kommer hjem fra sin ferie.

Klokken 19.00 giver han en af pigerne fri, og de diskuterer lidt, hvem af dem der skal gå. Det ender med at blive Pernille.

»Ciao, Marcello, vi ses«, råber hun til ham.

Så forsvinder hun ud i aftensolen.

Klokken 20.50.

Christian Christiansen føler sig dårligt tilpas den sankthansaften. Det sker ikke så tit, så Pernilles 83-årige nabo er irriteret over, at han bliver nødt til at gå tidligt i seng. Han vil lytte til radioavisen klokken 21, men han blunder og bliver i stedet vækket af stemmer udefra.

Hans vindue står åbent ud til parkeringspladsen, og han hører en ung mand og kvinde, der skændes, mens de bevæger sig hen mod nummer 56, hvor Pernille bor.

Da døren lukker, og skænderiet forsvinder, tænker han, at det var Pernille og hendes storebror Henrik, han hørte. Det sker tit og ofte, at de to søskende råber lidt højt til hinanden.

Christian Christiansen ligger og venter på nyhederne klokken 22, da han tydeligt flere gange hører en kvinde skrige lad vær fra Pernilles rækkehus. Han rejser sig og skruer op for lyden. Sukker over, at skænderiet mellem de to søskende er blusset op igen.

Men Henrik er ikke hjemme hos Pernille. Han er hos sin kæreste i hendes lejlighed.

Klokken 01.00.

Det hvide lagen ligger snoet i gangen. Lagnet er mere end to gange to meter bredt. Annelise har samme dag vasket det og lagt det sammen på stolen i soveværelset.

Når lagnet er snoet, er det lige så tykt som låret på en velvoksen mand. Forældrene kan ikke forstå, hvorfor hun har brugt det, når huset er fyldt af både sovepiller og stærk gigtmedicin.

I politirapporten skriver betjenten som overskrift: Selvmord, ved hængning . Under det foto, politiet har taget, noterer han: Gelænder som afdøde havde bundet lagnet fast til .

Politiet skriver også, at der ikke er tegn på vold i huset, og at der heller ikke er tegn på vold mod Pernille. Politifolkene ser ligeledes ikke de tørrede rosenblade, der ligger smuldret i sofaen ved siden af pernilles værelse. Som om nogen har stået i sofaen med strømpefødder og holdt øje med, om nogen kom hjem.

Politiet undersøger ikke soveværelset, hvor døren er lukket, så hunden er spærret inde. Betjentene undersøger heller ikke Pernilles computer grundigt for selvmordsbreve.

I timerne omkring Pernilles død sker der noget mystisk. Alle Pernilles beskeder og breve på chatsiden Arto bliver pludselig slettet. Et lille klik med en mus er alt, hvad der skal til, før alle beskeder og små aftaler, som Pernille har modtaget, pludselig er væk.

Læs det tidligere kapital - og det tredje og sidste - på Avisen.dk.