Nordsjællands Politi satte onsdag det helt store apparat i værk, da en kvinde i midten af 40'erne blev fundet død ved Lyngby Kirke.
Alarmen om den døde kvinde kom klokken 13.23, og som altid når folk findes døde under usædvanlige omstændigheder, eller dødsårsagen ikke umiddelbart står klar, behandlede politiet dødsfaldet som mistænkeligt.
Det betyder, at man behandler findestedet som et gerningssted, så vigtige spor ikke går tabt, hvis det senere viser sig, at den afdøde er offer for en forbrydelse.
Onsdag aften er politiet færdige med deres undersøgelser ved kirken.
- Der er ikke spor af, at hun har været udsat for noget kriminelt, fortæller politiets vagtchef Søren Bjørnestad.
- Vi fortsætter nu vores undersøgelser for at fastslå de nærmere omstændigheder og dødsårsagen. Men vi kan altså udelukke, at der er tale om en forbrydelse, fortsætter han.
De pårørende til den afdøde er blevet underrettet.
/ritzau/