DMI advarer om skybrud: Her kan det ramme

Ifølge DMI er der risiko for, at der lokalt kan falde mellem 15 og 25 mm regn på 30 minutter. (Foto: Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix/arkiv)

DMI har tirsdag udsendt et varsel om skybrud flere steder i landet.

Hvis man er en af dem, der har sukket efter regn de sidste par måneder, kan man glæde sig over, at der nu er store mængder på vej.

I hvert fald har DMI valgt at udsende et varsel om risiko for skybrud flere steder i landet.

- Der er allerede nu kraftig regn over Fyn, hvor der ligger en kraftig tordenbyge. Det er især på Fyn og i Jylland, at vi forventer, at der bliver voldsomt vejr, men der er risiko for skybrud i store dele af landet, siger Janne Hansen, der er vagthavende meteorolog hos DMI, til Ekstra Bladet.

Ifølge DMI er der risiko for, at der lokalt kan falde mellem 15 og 25 mm regn på 30 minutter.

Helt præcist varsler DMI om skybrud i følgende områder: Fyn, Østjylland, Billund, Midtjylland, Himmerland, Storaalborg, Lolland, Kalundborg, Slagelse, Vejen, Haderslev, Sønderborg og Aabenraa.

Ifølge Janne Hansen vil regnvejret stilne af i løbet af aftenen.

- Som det ser ud lige nu, så vil regnen passere i løbet af aftenen, og varslet er lige nu sat til klokken 22, men vi følger selvfølgelig situationen tæt, siger hun til Ekstra Bladet.