Mandag aften rammer stormen, der har fået navnet Urd, Danmark. Og den vil kunne mærkes, lyder advarslen fra DMI.
Flere steder vil stormen nemlig have vindstød af orkanstyrke, og det vil således blæse mellem 33-36 meter i sekundet. Ifølge DMI's varsel kan det især ske omkring Thy, Mors, Esbjerg, Varde, Fanø, Tønder, Norddjurs, Randers, Skive og på Bornholm.
De kraftige vindstød kan betyde, at tagsten blæser ned, at træer kan vælte, og at flere broer må lukke for trafik.
Til Ritzau oplyser DMI, at de opfordrer alle til at holde sig indendørs, så længe det står på.
- Det er for farligt at være ude. Man risikerer at få alt muligt i hovedet, det være sig tagsten eller træer, der vælter, siger vagtchef ved DMI Henning Gisselø til Ritzau.
De øvrige dele af landet går dog ikke helt fri. Her forventer DMI kuling på 14-18 meter i sekundet med vindstød af stormstyrke på 25-28 meter i sekundet.
Stormen vil ifølge DMI bevæge sig ind over landet mandag omkring klokken 12, men først omkring klokken 18 og frem til tirsdag omkring klokken 6 vil det blive ekstra slemt.
Stormen har fået navnet Urd, fordi de norske myndigheder var de første til at opdage den og navngive den. For at undgå mere forvirring end højst nødvendigt har DMI givet stormen samme navn.
Urd er en af de tre norner fra den nordiske mytologi. De tre norner spinder dødelige skæbner under træet Yggdrasil.
Du kan følge DMI's varsling og stormens fremmarch på dmi.dk.