Mavekramper, jag i lænden og en konstant brændende og øm fornemmelse i musklerne. For et par år siden var det hverdag for den 33-årige Kasper Valentin fra Svendborg, der også i dag lever med kroniske smerter.
Han gik fra at læse idræt på lærerseminariet og træne fodbold flere gange om ugen til udelukkende at kunne ligge i sengen hele dagen. Der var ikke kræfter til at løfte datteren, og selv en ti-minutters gåtur fik smerterne til at blusse voldsomt op, husker han.
Alligevel anerkendte to forskellige praktiserende læger ikke, at han fejlede noget fysisk, fortæller han.
- Mine læger kunne ikke finde ud, hvad det var, så de begyndte at snakke om, at det var psykisk. Altså noget, jeg bildte mig ind, siger han til Avisen.dk.
Følelsen af ikke at blive taget alvorligt af lægerne har været så svært for Kasper Valentin, at han i år har skrevet bogen 'Det som ingen ser' om sine oplevelser.
Og han er ikke den eneste, der har følt sig tabt i systemet. Som Avisen.dk skriver i dag, er formænd fra 29 patientforeninger gået sammen om en underskriftsindsamling, hvor de protesterer imod, at omkring 30 lidelser, som lændesmerter, tinnitus og migræne, langt fra altid anerkendes som fysiske.
I stedet får flere patienter at vide, at de har en såkaldt funktionel lidelse, der er en samlebetegnelse for flere sygdomme, og som betyder, at ens sygdom både er psykisk og fysisk betinget.
Gik rundt som zombie
Der er i dag cirka 300.000 danskere, der har en funktionel lidelse. Og halvdelen af dem er så syge, at de har svært ved at passe deres arbejde, vurderer man på Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser under Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital.
Men det er ikke rart at blive stemplet som psykisk syg, når man ikke er enig i vurderingen, fortæller Kasper Valentin.
- Det er ekstremt nedværdigende og frustrerende. Når du ved, at der ikke er noget psykisk galt med dig, er det ligesom at møde en mur hele tiden. Du kan ikke blive sendt til flere undersøgelser, og jeg fik direkte at vide fra min læge, at jeg bare skulle spille fodbold og hygge mig, siger han.
På grund af lægernes vurderinger, blev han på et tidspunkt selv i tvivl. Måske havde han behov for terapi, og det fik ham til at opsøge en psykiater. Men psykiateren konstaterede, at der ikke var noget galt, fortæller Kasper Valentin.
For at være samarbejdsvillig gik han også med til at få antidepressiv medicin, epilepsimedicin og morfin for sine smerter.
- Men jeg fik hjerteproblemer af det og tog ti kilo på. Jeg gik rundt som en zombie og var helt væk. Jeg kunne ikke leve med at tage alt det medicin, så jeg valgte at drosle helt ud af det, siger han.
Måtte sælge bil
På det jobcenter, som Kasper Valentin var tilknyttet, havde de fået besked fra hans læge om, at han led af en funktionel lidelse, fortæller han. Sagsbehandleren ville derfor have ham til en klinik for funktionelle lidelser.
- Med det strittede jeg imod, for det havde jeg slet ikke lyst til. Funktionel lidelse er jo en psykiatrisk forskningsdiagnose, de behandler med mindfulness, kognitiv terapi og antidepressiv medicin. Det havde jeg ikke noget at bruge til. Jeg skulle ikke have det stempel, for så ville der blive lukket for videre udredning, siger han.
Da Kasper Valentins sygedagpenge udløb, måtte han søge kontanthjælp. Det betød, at han og hans kone skulle hæve deres pensioner, opsparinger og sælge deres bil og ting af større værdi, erindrer han.
- Det var nok noget at det, der var mest psykisk hårdt for mig og min kone at få at vide, for der kæmpede vi allerede for at få en hverdag og vores liv til at fungere så godt som muligt.
Identitet forsvandt
Efter et par år som kastebold i sundhedssystemet, opdagede lægerne en knude i Kasper Valentins nakke, fortæller han. Den blev opereret ud, men senere viste en scanning, at han også havde tumorer i ryggen.
Heldigvis var det såkaldte godartede nerveskedetumorer, der ikke er livstruende, men som giver mange smerter, forklarer Kasper Valentin.
Blandt andet gennem fysioterapi har han i dag fået det markant bedre. Han er i fleksjob fem timer om ugen i et idrætscenter og har igen fået lidt overskud til sin kone og datter.
Men han er stadig ked af at tænke tilbage på den mistillid, han blev mødt af, da han havde aller mest brug for hjælp.
- Pludselig havde jeg jo mistet min identitet, jeg skulle ikke længere være lærer, og jeg kunne ikke længere spille fodbold. Der var så mange ting at forholde sig til og selvfølgelig påvirkede det min psyke. Men det var bare ikke det, der var hovedproblemet, siger han.