Verdens bedste tennisspiller, Novak Djokovic, præsterede mildest talt under niveau, da han fredag tabte til en godt servende Tomas Berdych ved ATP-turneringen Rome Masters.
Tjekkiske Berdych, som blot havde slået topseedede Djokovic en enkelt gang i deres forrige 14 møder, lagde ellers decideret skidt ud ved at tabe det første sæt 2-6.
I andet sæt kunne han sågar se Djokovic bringe sig foran 5-2, men så tog verdensranglistens nummer seks sig pludselig gevaldigt sammen og vandt først andet sæt med 7-5 og fulgte op med 6-4 i det tredje.
Dermed er han klar til semifinalen i turneringen, der spilles kort tid inden grand slam-turneringen French Open, der starter 26. maj.
- Jeg tabte den her kamp på egen hånd, siger Djokovic.
- Jeg tabte koncentrationen og begyndte at spille mere defensivt. Kampen vendte, han fik pludselig selvtillid, og jeg lavede et par uprovokerede fejl, siger den serbiske tennisspiller.
For nylig måtte Novak Djokovic også forlade Madrid Masters overraskende tidligt, og dermed har hans forberedelse til French Open altså ikke været optimal.
Berdych kan se frem til at møde vinderen af kvartfinaleopgøret mellem David Ferrer og Rafael Nadal.
/ritzau/